Fredag kæntrede en større båd ved Lofoten i Norge med en svensk familie ombord.
Siden har familiens 11-årige pige været savnet – nu er hun fundet død.
Det skriver flere medier herunder NRK og VG.
En redningsarbejder omkom fredag under redningsaktionen i forbindelse med den forfærdelige ulykke.
Norsk politi bekræfter til medierne, at pigen er fundet død. De pårørende er underrettet.
Familien bestående af fire voksne og to børn var på guidet fisketur ved Lofoten. Også en svensk guide var ombord på båden, som firmaet Nordic Sea Angling havde arrangeret.
Siden ulykken fredag har de norske myndigheder gennemført en omfattende eftersøgning efter den 11-årige med både og en redningshelikopter.
Pigen blev fundet død på omkring 25 meters dybde søndag klokken 11.45. Hun blev fundet sammen med bådens styrehus, der allerede var knækket af, da den kæntrede båd blev løftet i land.
Selvom den savnede nu er fundet, fortsætter politiet med at efterforske tragedien.
»Det er vigtigt at efterforske sagen for at finde svar på, hvad der kan have forårsaget bådens kæntring,« siger operationsleder ved Nordlands politidistrikt May Wenche Hansen til NRK.
Det var den 36-årige redningsmedarbejder Adrian Willyson Brask, der omkom i forsøget på at redde den 11-årige fredag.
Han kom til skade i forbindelse med et dyk, og selvom han blev fragtet til land med helikopter, stod hans liv ikke til at redde.