Dit hår er grimt. Du ser usoigneret ud. Du taler sjovt.

Sådan lød bare et par af de kommentarer, som Martin Johannes Larsen kunne læse i kommentarspor på Facebook, efter sin første aften som vært på ‘Vild med dans' i 2022.

Selvom der var mere end 400 kommentarer til en enkelt artikel, og selvom mange af kommentarerne var negative, kunne han ikke lade være med at læse dem. Det fortæller han i TV 2 Echo-programmet 'Insider'.

Og kommentarerne ramte hårdt.

»De var møntet direkte på den, jeg er. Den måde, jeg taler på, og min stemme er jo noget fundamentalt med mig. Det kan jeg ikke lave om på,« siger han til TV2 Echo.

Alligevel kunne han ikke lade være med at læse med. Uge efter uge dykkede han ned i kommentarsporene.

Selvom den konstante kritik var voldsom, mener han, at han også lærte at hvile i sine egne valg, ved hele tiden at blive konfronteret.

Han tror, at kommentarerne er et vilkår, man som kendt må leve med, men gør sig i dag umage med at fokusere på de gode tilbagemeldinger.

B. T. har tidligere skrevet, hvordan Martin Johannes Larsen igen fik kritik, da han sidste år debuterede som vært på TV 2's reality-konkurrence 'Forræder – ukendt grund'.

'Han taler ALT for langsomt. Det er ulideligt,' lød en af mange kommentarer på sociale medier.

Som optakt til den nye sæson af samme program, har tv-værten derfor lagt en selvironisk video på sin Instagram-profil, hvor han går til talepædagog – og finder ud af, at hans langsomme tale skyldtes, at han havde fået en kødbolle galt i halsen.