Sidste sommer bad myndighederne og statsminister Mette Frederiksen danskerne om at preppe og forberede sig i tilfælde af en omfattende krise.

Og efter denne uges dronehændelser i det danske luftrum kan flere kæder i landet mærke en forandring i salget af prepping-varer.

Det skriver TV 2.

Hos Nemlig var der tirsdag – dagen efter første dronehændelse – fire gange så mange besøg på siden med prepping-produkter som normalt.

Især dåsemakrel er blevet lagt flittigt i kurven, og salget er fordoblet sammenlignet med før droneflyvningerne.

Dåsetun og knækbrød er steget med 50 procent, mens salget af vand og spaghetti er vokset med 33 procent.

»Når vi kan se så stort et udslag i søgningen på for eksempel tun, så ved vi, at det ikke er fordi, at fire gange så mange af vores kunder har haft lyst til tun den dag. Så er udslaget så stort, at det er entydigt, at det skyldes dronehændelserne,« siger Cathrina Dybdahl, der er kommunikationsdirektør hos Nemlig, til TV 2.

Grejfreak, der sælger militært grej, jægerudstyr og produkter til udeliv, fortæller, at de oplever en markant større efterspørgsel på nødradioer, vandrensning og frysetørret mad.

Hos Biltema er nødradioer også populære. Det samme er vanddunke, gaskøkkener og generatorer.