Efteråret er på vej. For singler på udkig efter en partner, betyder det, at den såkaldte ‘cuffing-season’ er i gang. Netop nu har mange større behov for at finde en partner at gå i vinterhi med.
To kvinder tænkte ud af boksen og lagde en klar plan, før de gik på jagt efter kærlighed. Det virkede.
Præst i Davidskirken på Østerbro i København, Helena Hauge, kender begge kvinder og genkender tendensen til, at vi lige nu drømmer mere intenst om nærhed:
»Vi higer efter det romantiske, der kan varme os på de kolde aftener. Men mange skammer sig over den følelse af ensomhed, der ofte følger med at lede efter kærlighed,« siger hun og fortsætter:
»Men både ensomhed og drømmen om tosomhed er i virkeligheden bare længsel efter kærlighed.«
Datingappen Happn bekræfter, at efteråret giver øget lyst til tosomhed. Ifølge data fra appen får brugere netop nu i gennemsnit 10 procent flere matches end normalt.
Alligevel lever mere end 1,3 millioner danskere alene. Selvom ikke alle har en datingprofil, fylder ønsket om nærhed hos mange, mener Helena Hauge:
»Utroligt mange singlekvinder og mænd længes i den grad efter kærligheden. Men dét at tage hul på datinglivet er emotionelt meget følsomt.«
Hun ser mange mangle én væsentlig forudsætning, for at kunne gå på jagt efter en kæreste:
»Nemlig modet til det. Mange er så bange for afvisninger, at de bliver trætte bare ved tanken,« siger hun.
Men især hos de enlige kvinder ser hun et andet problem gå igen:
»Vi lever i en tid med utrolig stor trang til romantik. Det skal slå gnister, første gang vi mødes og føles meget rigtigt. Men det gør det meget svært at møde én.«
På præstekontoret på Østerbro gjorde to kvinders besøg derfor et særligt indtryk på præsten. De greb nemlig begge datingudfordringen anderledes an.
Den ene, en 48-årig kvinde, der til daglig arbejder som projektleder, besluttede at gå til dating, som hun går til alle andre arbejdsopgaver.
»Hun er vant til at arbejde procesorienteret, og besluttede sig for at date på samme måde,« siger Helena Hauge.
Kvinden droppede fuldstændigt at skrive frem og tilbage med forskellige mulige dates.
»I stedet besluttede hun, at hun ville have 365 dates på et år. Og at hun ukritisk ville gå på date med alt, hvad der kunne krybe og gå af mænd.«
Hver dag gik hun med en ny date rundt om den samme sø ved Hillerød Slot og drak én kop kaffe. Ikke mere. Ikke mindre.
‘Så vil jeg se, om jeg møder én,’ sagde hun til Helena Hauge, der med glæde kan sige, at missionen lykkedes.
»For da hun nåede til date nummer 17, stod den rigtige mand foran hende.«
En anden kvinde, der var lidt ældre, var efter mange års ægteskab blevet forladt af sin mand. Hun havde eget firma og også hun beslutte sig for at gå systematisk til værks.
»Hun arbejdede målrettet med sit ønske om at møde kærligheden, havde sat et par timer af hver dag til at researche og gå på forskellige datingplatforme,« siger Helena Hauge.
Kvinden havde gjort det let for sig selv på den måde, at hun hver gang mødte mændene på den samme café.
»Først mødte hun en, der var mere interesseret i hende, end hun var i ham. Så mødte hun en, hvor hun var mere interesseret end ham, men efter syv dates lykkes det.«
Helena Hauges bedste råd til de kvinder og mænd, der lige nu drømmer om ikke at være alene i de lange vintermåneder lyder: »Frygt ikke, kast dig ud i det.«
Og vær ikke for kritisk.
På datingsiderne, hvor man kan se billeder og beskrivelser af hinanden, inden man beslutter at swipe til højre eller venstre, bliver kravene meget ‘kliniske’, siger Helena Hauge:
»Vi stiller krav til alt højde, vægt og hårfarve, men hvis man mødes i virkeligheden, betyder det måske ikke noget, om man er over eller under 182 cm høj.«