Natos forstærkede beredskab i Østersøen kommer næppe til at gøre den store forskel for Danmark.

Sådan lyder vurderingen fra forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen til B.T., kort efter det er kommet frem, at forsvarsalliancen har forhøjet beredskabet i Østersøen efter dronehændelserne i Danmark.

»Hvad hjælper det Flyvestation Skrydstrup og Karup, hvis truslen kommer vestfra eller tættere på land?,« spørger han retorisk med henvisning til, at flere medier har skrevet om, at skibe fra den russiske skyggeflåde blandt andet har ligget i skjul nær Langeland.

»Selvfølgelig kan den øgede overvågning have en effekt, hvis det kommer langvejs fra, men med de hændelser vi har set i Danmark, tvivler jeg på, at det ville have gjort en forskel,« tilføjer han.

Han vurderer derfor, at Natos øgede beredskab ikke udelukkende handler om at beskytte Danmark bedre, men også lande som Polen og Estland, der ligesom Danmark har oplevet krænkelser af luftrummet.

Værst har det stået til i Estland, da russiske jagerfly i forrige uge krænkede estisk luftrum i 12 minutter, hvilket ligger højt på trusselsspektret sammenlignet med dronehændelserne i Danmark, lyder det fra Peter Viggo Jakobsen.

»Estland vil have gavn af det øgede beredskab til overvågning af luftrummet, hvis man fra Ruslands side igen skulle forvilde sig ind på landets territorium,« siger han og tilføjer:

»Og så er det her selvfølgelig også et forsøg fra Natos side på at vise sammenhold, og at man tager situationen alvorligt.«

Hybridkrig mod Danmark: Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her.