Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne gør ikke lige så meget væsen af sig som de andre borgerlige partier. Men de er ekstremt loyale over for det blå projekt, og det giver håb for, at vi kan få en blå regering, og at den kan blive en succes.

I weekenden holder Danmarksdemokraterne landsmøde. Ved valget i 2022 fik det dengang spritnye parti 8,1 procent af stemmerne. En bemærkelsesværdig præstation. 

Siden har partiet ligget ekstremt stabilt over valgresultatet i meningsmålingerne. 

Et af de spørgsmål, jeg oftest får om Danmarksdemokraterne, når jeg har min politiske kommentatorkasket på, er: Hvordan kan Danmarksdemokraterne ligge så højt i målingerne – de siger jo ingenting?

Jeg plejer at svare noget i retning af, at det skyldes, at Inger Støjberg har det stærkeste politiske brand i Danmark.

Hvis man vækker en tilfældig dansker midt om natten og stiller spørgsmålet: Hvad står Inger Støjberg for? Så vil vedkommende svare en eller anden version af: Stram udlændingepolitik.

Hvis du bad den samme tilfældige dansker nævne to medlemmer af Danmarksdemokraternes folketingsgruppe ud over Inger Støjberg, så ville vedkommende næppe være i stand til det.

Uden Inger Støjberg, så ville Danmarksdemokraterne ikke findes. Dermed også sagt, at når hun en dag forlader dansk politik, så forsvinder partiet med hende.

Men Støjberg er ikke på vej ud af dansk politik, og det er godt nyt for blå blok. Hun er nemlig loyal over for blå blok i en grad, som aftvinger respekt. 

Hendes folketingsmedlemmer får ikke engang lov til at stille op i debatprogrammer, hvor blå politikere skal udstille uenigheder med hinanden.

Inger Støjberg ved bedre end de fleste, hvor stor skade intern uro kan gøre. Hun oplevede krigen mellem DF og LA under VLAK-tiden. Den tabte begge partier stort på. Hun oplevede senere, at Venstre blev revet fra hinanden af interne uenigheder.

Men skulle blå blok gå hen og vinde næste valg, så ville forventningerne til, at Inger Støjberg kan løse stort set alle problemer på udlændingeområdet, være helt enorme.

En regering med Støjberg vil for eksempel være nødt til at tage et opgør med de internationale konventioner, som forhindrer Danmark i at føre en effektiv udlændingepolitik.

Det bliver ikke helt let. Men det skal en regering indeholdende Støjberg levere på.

Den tid, den sorg.

Denne weekend kan Danmarksdemokraterne med god samvittighed fejre sig selv.

Denne leder er inspireret af fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid – podcasten hvor B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, sætter en tydelig og velargumenteret borgerlig dagsorden. Se podcasten på B.T.s YouTube-kanal eller lyt til afsnittet i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: