Dronehændelserne over dansk luftrum har ført efterhånden mange pressemøder af sig.
Men denne lørdag var det anderledes.
Fredag aften og nat blev der observeret droner »ved flere af Forsvarets lokaliteter«, men først lørdag formiddag blev dette meldt ud til diverse medier – og ikke via et pressemøde.
Og det er der en god grund til, fortæller Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
»Jamen altså. Hvad skal de sige på de pressemøder? Hvor meget har du fået ud af pressemøderne? Hvor mange gange har du lyst til at stille dig op og sige ingenting?«
»Det er jo synd for repræsentanterne for politiet og Forsvaret, for hvad skal de gøre?«
Det første spørgsmål, repræsentanterne får, er, hvorfor de ikke stopper dronerne, siger Peter Viggo.
»De kan jo ikke svare andet end at blive ved med at sige: 'Vi foretog en operativ beslutning om, at det var farligt at skyde dem ned at hensyn til materiel og personel'.«
Det er også en fin forklaring, understreger Peter Viggo, men derefter kommer det næste spørgsmål: 'Hvorfor kan I ikke følge efter dronerne?'
»Det kan de så heller ikke svare på.«
»Problemerne, som jo har vist sig i beredskabet, de er stadig ikke løst. De huller i beredskabet, der er afdækket, dem kan man ikke nå at løse på så kort tid, så det er svært at sige andet, end at man har konstateret et problem.«
I første omgang var det Midt- og Vestjyllands Politi, der lørdag formiddag bekræftede, at en til to droner var blevet observeret ved Flyvestation Karup fredag aften klokken 20.15.
Kort efter oplyste Forsvaret, at der var observeret droner »flere steder«. Det er uvist, hvor der har været droner foruden i Karup.
Det, at det kun er én lokation, der bliver meldt ud, er ifølge Peter Viggo »en uheldig kommunikationsstrategi«.
»Det efterlader et indtryk af, at der ikke er fuldstændig styr på tingene.«
At danskerne nu igen skal opleve ulovlig droneaktivitet i landet understreger særligt én ting, siger Peter Viggo.
»Det afdækker igen, at vi har et problem. Der er lidt striptease i det, vi er udsat for i øjeblikket, fordi vi ikke er i stand til at forhindre det i at ske. Det er den eneste konklusion, du kan drage på det her. Vi er ikke i stand til at finde et hensigtsmæssigt modtræk, der gør, at vi kan nægte folk at flyve med droner over vores flyvestationer og militære baser.«
»Det er selvfølgelig totalt utilfredsstillende, og det skal vi have fundet en løsning på. Men det er måske også ret nemt at forstå, at man ikke har været i stand til at finde en løsning fra mandag til fredag,« siger han.
Du kan følge seneste nyt i hybridkrigen mod Danmark i B.T.s liveblog HER.