Ingen, der har set denne uges afsnit af ‘Gift ved første blik’, kan være i tvivl om, at Otto Olrik havde svære tømmermænd den sidste dag under parrenes fælles get-away.

I det hele taget virker Amalie Klæstrup og Otto Olrik, som et par, der har festet og skålet meget i deres første uger sammen. 

Men det er meget langt fra sandheden, afslører Otto Olrik nu.

Han var nemlig syg op til programmets start og måtte hverken ryge eller drikke. Det siger han til Alt.dk.

»Der er mange folk, der tror, at Amalie og jeg har drukket helt vildt. Og vi har også drukket øl, men vi har ikke drukket os fulde, for jeg har haft kyssesyge op til. Så da vi var i Paris, drak vi maksimalt to genstande om aftenen, så kunne jeg ikke mere.«

Kyssesygen ramte ham i marts måned, og han var syg i to en halv måned.

Da parret blev gift i maj måned, var Otto Olrik stadig meget påvirket. Så meget, at han ugen inden brylluppet helt mistede stemmen.

Han havde dog på intet tidspunkt tanker om at aflyse brylluppet, siger han til Alt.dk.