På bare ét døgn havde politikredsene rundt om i landet modtaget over 500 drone-henvendelser fra borgere.
Det oplyste Rigspolitiet fredag eftermiddag.
Men hvad skal du så gøre, hvis du spotter mistænkelig droneaktivitet?
»Start med at overveje, om det er en drone. Er du i tvivl, er det helt o.k. at anmelde det til os,« indleder Fyns Politi et opslag på Facebook.
Anmelder du det til politiet, opfordres du til at følge disse råd:
- Dokumentér aktiviteten ved for eksempel at filme eller fotografere med din mobiltelefon.
- Undlad at zoome ind, da det er vigtigt for myndighederne at kunne placere dronen i omgivelserne på dine optagelser.
- Film gerne lange sekvenser.
- Ring 1-1-4.
Når du kontakter politiet på 1-1-4, vil du blandt andet blive spurgt om følgende spørgsmål:
- Hvor og hvornår har du observeret din drone?
- Hvordan ser dronen ud?
- Hvor stor er dronen?
- Har dronen vinger eller rotorer?
- Er der lys på dronen? I så fald hvilke farver?
- Er der andre kendetegn?
- Er du bekendt med, om der er lufthavne eller anden kritisk infrastruktur i nærheden?
- Hvordan fløj dronen?
- Kan du se og beskrive drone-piloten?
Politiet opfordrer ligeledes borgere til at holde øje med vragdele fra nedstyrtede droner, der eksempelvis kan skylle i land ved kysterne.
Observerer du sådanne vragdele, skal du også ringe på 1-1-4.
»Borgerhenvendelser er med til at hjælpe myndighedernes efterforskning af droneaktiviteterne, og vi opfordrer derfor alle til at være særligt opmærksomme i disse dage,« afslutter Fyns Politi opslaget.