To kvinder er natten til lørdag døde i forsøget på at krydse den Engelske Kanal.
Det oplyser franske embedsmænd til nyhedsbureauet AFP.
I forsøget på at komme til Storbritannien sejlede omkring 100 mennesker fredag fra Frankrig i en improviseret båd.
60 personer blev reddet og er tilbage i Frankrig, hvor de ‘i øjeblikket bliver taget hånd om’, siger en fransk embedsperson, Isabelle Fradin-Thirode ifølge AFP.
Blandt andre er et forældrepar og deres barn stærkt nedkølede blevet bragt til et hospital i Boulogne, mens to kvinder altså ikke overlevede.
I år er mindst 25 mennesker døde i forsøget på at komme over kanalen, mens mere end 30.000 er lykkedes med at nå frem til Storbritannien.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, har tidligere kaldt overfarterne for ‘fuldstændig uacceptable’, mens indenrigsminister Shabana Mahmood beskylder ‘modbydelige’ menneskesmuglere for at ‘skabe kaos ved vores grænser’.
BBC skriver, at Frankrig og Storbritannien har indgået en aftale, der skal forhindre migranter i at krydse Kanalen.
Ifølge aftalen vil Storbritannien for hver ulovlig migrant, de returnerer til Frankrig, give en anden migrant med en stærk sag om asyl i Storbritannien, lov til at komme ind i landet.