Superligatrænerne er blevet topledere - og er de absolutte stjerner.
Det er en sjov leg at skrue tiden 15 år tilbage og prøve at forstå nutidens Superligaen i skæret af ‘dengang’.
Hvis vi indstiller tidsmaskinen til at føre os tilbage til 2010/2011-sæsonen, opdager vi, at tiden ikke bare er gået. Tiden har helt ændret det danske fodboldlandsskab.
2011 er tre år, før engelske Matthew Benham som den første udlænding købte sig ind i Superligaen som ejer af FC Midtjylland, fire år før Tom Vernon trådte ind i FC Nordsjælland med visioner om talentudvikling i verdensklasse og en forbindelse fra Farum til Afrika.
For 15 år siden var alle12 Superligatrænere - på nær halvdanske Ståle Solbakken - pæredanske.
Det var trænernavne som Henrik Clausen, Johnny Mølby, Michael Hemmingsen og Henrik Jensen. Fodboldtrænere - ikke retningssættere, som man ser i dag.
Og ser man bort fra Solbakken - og måske også Glen Riddersholm, der havde (og stadig har) en vis herningensisk karisma - var det en pænt grå masse, der for 15 år siden stod på sidelinjerne.
Av, hvor er der sket meget siden.
Halvdelen af de nuværende Superliga-klubber enten er eller har været ejet af udenlandske investorer, der ser danske traditionsklubber som en lukrativ forretningsmulighed.
Der er adskillige +100 millioner kroner-salg i hvert eneste transfervindue. Udenlandske stjernefrø med potentiale til storsalg vælter ind i klubberne. Superligaen er blevet big business!
Det kan man sagtens finde meget dårligt at sige om. Men der er - i mine øjne - endnu flere forrygende sideeffekter.
Især elsker jeg den udvikling, der har fundet sted på trænersæderne, hvor der bliver investeret mere end nogensinde før. Superligatræneren er blevet en topleder, som det hele er bygget op omkring. Og det er i sandhed her, at man i dag finder Superligaens ægte stjerner.
Tag bare søndagsmødet mellem OB og Brøndby. De to absolut mest interessante karakterer i det opgør står på sidelinjen - Steve Cooper og Alexander Zorniger.
Walisiske Cooper kommer lige fra de gyldne Premier League-lokaler - og har med britisk gentleman-accent, ydmyghed og usnobbethed omfavnet dansk fodbold og charmeret sig ind under huden på selv den mest GFH-fjendtlige fan.
Steve Cooper var aldrig havnet i dansk fodbold, hvis det ikke var for det amerikanske ejerskabs - og dets ansattes - forbindelser.
Det har kastet stjernestøv over Vestegnen, at en mand, der for kort tid siden gnubbede skuldre med Pep Guardiola, Arne Slot og Mikel Arteta, nu står ved roret i Brøndby. Og hans betragtninger om vores lille plet på fodboldkortet bør interessere alle Superliga-fans.
Det samme kan man sige om OB’s tyske cheftræner, Alexander Zorniger. Han er mindst lige så magnetisk som Cooper - bare på en helt anden måde. Zorniger er en bulldozer, der med sin Roy Keane-bryskhed og nådesløse ærlighed smadrer igennem dansk fodbold uden at tage hensyn.
Han hamrer tommelfingeren lige ned i ellers beskyttede danske emner som talentudvikling og det holistiske menneskesyn. Zorniger giver ikke en f... for unge spillere, der tror, at et stort potentiale er adgangsbillet til spilletid.
Er du ikke villig til at løbe, som havde du en rabbiesramt schæferhund i hælene i 90 minutter, så er du luft for ham.
Han er faktisk heller ikke interesseret i spillernes holdninger. 'Do your fu..ing job!'. OB's spillere har allernådigst fået lov at snakke sammen, når de drikker vand under træningerne - men kun om den øvelse, de lige har lavet!
Tyskeren havnede i sin tid dansk fodbold - vistnok via Brøndby-rigmand Jan Bech Andersens netværk. Og her udviklede Zorniger et stærkt samarbejde med Troels Bech, som nu har hevet ham med til Odense, hvor han er øverst på plakaten og manden, der sørger for, at billetterne bliver solgt.
I FC København har man i Jakob Neestrup en ung cheftræner, der er hot i mange større ligaer. Hans talent for ledelse er så indlysende, at der må sidde C25-virksomheder og slikke sig om munden.
Energibundtet Mike Tullberg, der har en stor stjerne i tysk fodbold, er landet i Herning for at give FC Midtjylland et los i r...en, så midtjyderne kan tage det næste skridt mod verdensherredømmet.
Og så videre.
Jo, Superligaspillernee har de dyre biler og de mange Instagram-følgere, men det er Superliga-trænerne, der gør Superligaen forrygende.
