Den britiske prins Harry kom lørdag med en yderst sjælden udtalelse via en talsmand.
Det sker efter, at flere medier har beskrevet, at prinsens seneste møde med kong Charles fik ham til at føle sig mere som en gæst end som et familiemedlem, skriver People.
Prins Harry mødtes i starten af september med kong Charles efter, at de to ikke havde talt sammen i 19 måneder. Mødet mellem far og søn varede angiveligt mindre end én time.
»Den seneste rapportering om hertugens syn på tonen under mødet er kategorisk falsk,« forklarer prinsens talsmand i en udtalelse og fortsætter:
»De citater, der tilskrives ham, er ren opspind, som man kun kan antage stammer fra kilder, der har til hensigt at sabotere enhver forsoning mellem far og søn.«
Over for mediet bekræftede talsmanden samtidig, at prins Harry og kong Charles udvekslede gaver.
Her skulle prins Harry have givet sin far et indrammet billede af sine to børn, seks-årige prins Archie og fire-årige prinsesse Lilibet, som kong Charles ikke har set i mere end tre år.
Prins Harry trak sig i 2020 fra sine officielle pligter som kongelig og flyttede med sin hustru, Meghan Markle, til Californien i USA.
Af den grund valgte det britiske indenrigsministerium at fjerne hans automatiske beskyttelse på britisk jord – en beslutning, som prins Harry ankede.
Appelsagen blev dog afvist i maj 2025. Det kan du læse mere om HER.