Mindst fem personer er natten til søndag og søndag morgen blevet såret under russiske luftangreb i Kyiv.
Ukraines hovedstad, Kyiv, er søndag morgen under massive russiske luftangreb.
Det skriver Vitalij Klytjko, som er Kyivs borgmester, på den krypterede beskedtjeneste Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Her opfordrer han desuden befolkningen til at blive i beskyttelsesrummene.
- I alt er der fem sårede, skriver Klytjko på den krypterede beskedtjeneste Telegram. Han tilføjer, at de sårede er blevet indlagt på hospitalet.
Ifølge militæradministrationen i Kyiv angriber Rusland hovedstaden med både droner og missiler. Søndag morgen klokken 06.20 dansk tid var der fortsat meldingerne om angreb, skriver Reuters.
Kyivs luftforsvarssystemer har ifølge nyhedsbureauet været i gang stort set hele natten.
Tidligt søndag morgen skriver Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, i et opslag på X, at Rusland har affyret hundredvis af droner og missiler mod Ukraine natten til søndag.
- Igen ødelagde hundredvis af droner og missiler boligblokke og forårsagede skader på civile, skriver udenrigsministeren.
Data fra Ukraines luftvåben viste tidligere på morgenen, at luftalarmerne lød over hele landet.
I den sydøstlige ukrainske region Zaporizjzja lyder det fra den lokale guvernør, at mindst fire personer er blevet såret under nattens angreb.
- Endnu en gang bliver boligblokke og infrastruktur ramt. Endnu en gang er det en krig mod civile, siger Andrij Jermak, der er stabschef for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Der vil komme en reaktion på det her. Men Vestens økonomiske stød mod Rusland skal også være hårdere, tilføjer stabschefen.
Ruslands luftangreb mod Ukraine fik sent natten til søndag det polske militær til at sende militærfly på vingerne.
Kort efter lukkede luftrummet over to lufthavne i det sydøstlige Polen. Det skete ifølge flyhjemmesiden FlightRadar24 på grund af uplanlagt militær aktivitet i forbindelse med sikring af statens sikkerhed.
/ritzau/