Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var egentlig i studiet søndag morgen for at kommentere på, at Tyskland vil hjælpe Danmark med droneudstyr efter den seneste uges hybridkrig mod Danmark.
Men han benyttede også lejligheden til at skose den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov.
Det skete da han af studieværten blev spurgt, om ikke Danmark og Nato pt. er i gang med at eskalere konflikten med Rusland.
Dertil lød svaret:
»Lavrov kommer med ekstreme og vanvittige udtalelser. Jeg ser de russiske udtalelser som et forsøg på at splitte os ad«.
Sergej Lavrov har gang på gang advaret om, at Danmark og dets allierede Nato-lande eskalerer konflikten med Rusland ved at hjælpe Ukraine militært og senest ved, at Danmark har valgt at anskaffe sig langtrækkende præcisionsvåben for at kunne imødegå truslen fra Rusland
Pointen er både kommet fra Sergej Lavrovs egen mund og alternativt fra hans loyale ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.
Som en slags Omvendtslev beskyldte Sergej Lavrov så sent som lørdag Ukraine for at begå 'terrorhandlinger' og står bag 'tortur og henrettelser'. Ligesom han mente, at Vesten truer ikke bare Rusland, men hele Europas og Asiens sikkerhed, kunne det russiske nyhedsbureau Tass berette.
Hvorefter Rusland natten til søndag angreb Ukraine med omkring 500 droner og over 40 missiler. I angrebene skulle fire være blevet dræbt, oplyste den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj på Telegram søndag.
Troels Lund Poulsen er ikke den eneste topminister i regeringen, der går i rette med den russiske påstand om, at det er de vestlige lande, der eskalerer. Mens Rusland - ifølge Rusland selv - deeskalerer situationen.
»Ruslands ambassadør, Vladimir Barbin, har spredt så meget misinformation, at det kalder på et modsvar, skrev Lars Løkke Rasmussen i et læserbrev i Berlingske fredag. Han fortsætter:
»Det er lodret forkert, når ambassadøren siger, at Rusland ikke er interesseret i at eskalere spændingerne i Europa. Der går ikke en dag uden, at Rusland bomber sin fredelige nabo Ukraine«.
Vladimir Barbin har endda insinueret, at det er Danmark selv, der står bag de seneste dages dronepanik, som har lukket blandt andet Københavns Lufthavn og Aalborg Lufthavn.
Hvilket Lars Løkke Rasmussen i sit læserbrev kalder det 'helt på månen'.