Dansk Industri foreslår, at man etablerer et droneluftrum, hvor man kan overvåge og identificere alle droner.
Der skal etableres et "droneluftrum", hvor alle lovlige civile droner skal kunne identificeres og overvåges.
Sådan lyder budskabet fra Dansk Industri (DI) i en pressemeddelelse søndag.
Det kan blandt andet være med til at sikre erhvervslivets legitime brug af droner, skriver DI.
- Samtidig bliver det klart, hvilke droner som ikke er legitime, så der nemmere kan gribes ind over herfor, lyder det.
Forslaget skal realiseres ved, at civile droner skal indberette flyveplaner, før de bliver opsendt, og desuden udstyres med en sender, så deres signal kan opfanges og registreres.
- Vi er nødt til at få styr på, hvem der flyver i luftrummet, og hvilke droner der flyver lovligt, siger Patrick Liebgott, der er chefkonsulent og droneansvarlig i Dansk Industri.
Patrick Liebgott foreslår, at Naviair, der står for at overvåge det danske luftrum for flytrafik, kan påtage sig opgaven med at overvåge droner.
Naviair har ingen kommentar til forslaget.
Det er i første omgang droner med erhvervsformål, der skal identificeres og overvåges, da mange af dem allerede er udstyret med en sender, mener Patrick Liebgott.
Overvågningen kan herefter udvides til også at omfatte private droner, tilføjer han.
Den nye ordning skal have både statslig og privat finansiering, foreslår Dansk Industri.
- Staten kunne for eksempel finansiere opsætningen af overvågningen, mens driften kunne være brugerbetalt. Altså af de virksomheder, som bruger droner, siger Patrick Liebgott.
Det er "fuldstændig urealistisk" at kunne overvåge alle droner i det danske luftrum hele tiden, men det kan godt lade sig gøre i et mere begrænset omfang.
Det vurderer Jan H. Mikkelsen, der er lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.
- Man kan godt opstille systemer, der kan overvåge ved centrale steder. Altså kritisk infrastruktur som lufthavne. Og hvis man så afkræver flyveplaner fra droner med erhvervsformål, ville man godt kunne holde styr på dem. Det har vi teknologien til i Danmark, siger han.
Forslaget kommer efter en uge, hvor uidentificerede droner er blevet set over flere danske lufthavne.
Senest fredag aften, hvor en drone blev observeret over den militære lufthavn Flyvestation Karup.
Det oplyste politiet lørdag. Forsvaret bekræftede desuden, at der var observeret droner ved flere af Forsvarets lokaliteter.
I en videotale torsdag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at der er hybridkrig på dansk grund, og at angrebene har til formål at skabe utryghed og splittelse.
Det er endnu uvist, hvem der står bag droneflyvningerne.
På et pressemøde torsdag fortalte justitsminister Peter Hummelgaard (S), at der skal anskaffes "nye kapaciteter til at detektere og neutralisere droner".
Danmark har efterfølgende taget imod tilbud om antidronesystemer fra både Sverige og Tyskland.
DR skrev lørdag eftermiddag, at der er blevet set en ny droneradar ved Københavns Lufthavn.
Ifølge DR's oplysninger drejer det sig om en droneradar fra den danske virksomhed Weibel Scientific.
Hverken Københavns Lufthavn eller Forsvaret vil over for Ritzau bekræfte tilstedeværelsen af droneradaren.
/ritzau/