Fire personer er bekræftet døde efter det storstilede angreb på Ukraine i de tidlige timer søndag. Én af dem er en 12-årig pige.

Nu bekræfter Ruslands forsvarsministerium, at man har udført et massivt angreb i Ukraine. 

Det skriver Ritzau. 

Videre lyder det, at det ifølge ministeriet var militær infrastruktur som luftbaser, der blev angrebet. 

Ifølge militæradministrationen i Kyiv angreb Rusland hovedstaden med både droner og missiler. Søndag morgen klokken 06.20 dansk tid var der fortsat meldingerne om angreb, skriver Reuters.

Kyivs luftforsvarssystemer har ifølge nyhedsbureauet været i gang stort set hele natten.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver ifølge Reuters på beskedtjenesten Telegram, at Rusland har angrebet med 500 droner og 40 missiler natten til søndag. Det skriver Ritzau.

Data fra Ukraines luftvåben viste tidligere på morgenen, at luftalarmerne lød over hele landet.

Ruslands luftangreb mod Ukraine fik sent natten til søndag det polske militær til at sende militærfly på vingerne.

Kort efter lukkede luftrummet over to lufthavne i det sydøstlige Polen. Det skete ifølge flyhjemmesiden FlightRadar24 på grund af uplanlagt militær aktivitet i forbindelse med sikring af statens sikkerhed.