En tysk luftforsvarsfregat er søndag ankommet til København. Ifølge TV 2 skal den bidrage til overvågning.

Det tyske skib FGS "Hamburg" har søndag lagt til kaj i København.

Ifølge TV 2 er der tale om en luftforsvarsfregat, som Nato vil indsætte til at styrke overvågningen i Østersøen.

- FGS "Hamburg"s tilstedeværelse tæt på Danmark sender et klart signal om tryghed og sammenhold i alliancen, siger kommandør Arlo Abrahamson, der er talsmand for Natos søværnskommando (MARCOM), i en udtalelse til TV 2.

Lørdag aften oplyste Nato til nyhedsbureauet Reuters, at man ville sende mindst en luftforsvarsfregat til Østersøregionen og øge overvågningen efter blandt andet dronehændelser i Danmark.

Ifølge TV 2 er det forventningen, at fregatten skal være omkring København i forbindelse med det forestående EU-topmøde.

En talsperson for Nato afviste over for Reuters at gå i detaljer om, hvilke lande der skal bidrage til den øgede overvågning.

Tiltaget i Østersøregionen er en styrkelse af operation "Baltic Sentry", der blev lanceret i januar efter flere hændelser med blandt andet brud på kabler på havbunden.

I forvejen har Nato-lande indsat blandt andet fregatter, fly og droner, der skal beskytte vigtig infrastruktur.

/ritzau/