Er den omdiskuterede ekspolitiker Alexandra Sasha blevet hacket eller ej?
Det er stadig uklart, efter hun i en stribe interviews har givet sin version af de historier om hendes russiske forbindelser, der var medvirkende til, at hun trak sig som kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre.
Her afslørede B.T. blandt andet, at hun havde deltaget i prorussiske møder, og at hun havde svaret stik imod Venstres linje i en kandidattest om våben til Ukraine.
Og så beskrev B.T. en kommentar på Instagram, hvor hun blev spurgt, om hun støtter Ukraine i krigen mod Rusland.
Her svarede hun:
»Nej, det gør jeg helt klart ikke.«
Til B.T svarede hun dengang via Venstre, at hun ikke vidste, hvordan kommentaren var havnet der, men at hun måske var blevet hacket.
Men hun stillede aldrig op til interview eller forklarede hvordan, det skulle være gået til.
Nu, knap fire måneder efter hun trak sig, har hun i en række interviews svaret på, hvordan kommentaren blev til – og her giver hun flere forskellige svar.
Til Jyllands-Posten siger hun i et stort interview, som hun selv har delt på sin Facebook-profil:
»Altså, det er ikke mig, der har skrevet det. Eller det er nok mig, der skriver det, men det er ikke en kommentar, jeg kan stå inde for.«
Her svarer Alexandra Sasha altså, at hun selv skrev kommentaren.
Men da journalisten prøver at få svar på, hvorfor hun skrev den, ændrer hun forklaring og siger:
»Jeg skriver den ikke. På det tidspunkt er der et par dage, hvor jeg bliver attacket af en masse trolls (falske profiler, red.). Jeg har trolls, og jeg har hacking. Så er det lidt spøjst, at ud af 200 kommentarer, jeg skriver, så er det lige den her kommentar, der bliver bragt op.«
Da journalisten igen prøver at få svar på, om hun så skrev den eller ej, svarer hun ikke.
Du kan læse hele interviewet med Jyllands-Posten her.
Da hun så deltager i Jyllands-Posten podcast, 'Hvis du vil vide mere', siger hun, at hun absolut ikke skrev den, og at hun tror, hun blev hacket.
Her henviser hun nu til partiet Venstres 'it-eksperter' som svar på spørgsmålet om, hvorvidt hun blev hacket.
»Ja, det går jeg ud fra. Jeg er ikke en it-ekspert. Vi har it-eksperter, der går ind i det fra partiets side, så det er partiet, der ligesom også tager over der, og kontakter Meta, laver om i mine profiler, fordi der er helt klart, ikke kun på Instagram, men også på Facebook, altså der begynder at være alle mulige ting omkring mine profiler, på det tidspunkt, da den her smædekampagne også starter.«
Du kan høre interviewet her.
B.T. har spurgt Venstre, om de kan bekræfte Alexandra Sashas kommentar om, at hun blev hacket, og at Venstres it-eksperter tog over.
B.T. har også spurgt, om Venstre har it-eksperter ansat.
Til det svarer partisekretær Kristian Nørgaard på skrift:
»Alexandra Sasha er ikke længere medlem af Venstre, og jeg har ikke yderligere kommentarer«.
Det er ikke kun til Jyllands-Posten, Alexandra Sasha har fortalt sin version af, hvad der er sket.
I sidste uge var hun i Deadline, hvor hun bliver spurgt, om hun blev hacket. Her svarer hun blandt andet:
»Før de her kommentarer sker, får jeg rigtig mange trolls, der skriver på mine opslag. 50 kommentarer på 20 minutter. Jeg har altså ikke så mange følgere. Denne her kommentar, altså ham her, der skriver den kommentar, han skriver 50 beskeder til mig om dagen, der handler om støtte til Ukraine,« sagde Alexandra Sasha, men svarer altså ikke på, om hun blev hacket eller ej.
B.T. har spurgt Alexandra Sasha, om hun på baggrund af de forskellige svar vil stille op til interview og svare på, om hun holder fast i, at hun blev hacket, og om hun selv skrev kommentaren.
Til det svarer hun:
»Nej, jeg har gentagne gange sagt, at jeg ikke skrev den kommentar. Under smædekampagnen blev der oprettet falske profiler i mit navn, og mine konti til sociale medier blev forsøgt hacket. Hvis I er interesserede i min holdning til krigen, står den tydeligt på min officielle Facebook-siden.«
B.T. har opfølgende spurgt, om det betyder, at hun blev hacket, og at nogen andre skrev kommentaren.
Det har hun ikke svaret på indenfor deadline.