Efter 37 år er det snart slut. Når sæsonen er omme, vil man ikke længere kunne møde Høvding Langøre i Legoland.

»Det bliver helt sikkert vemodigt at slukke bålet for sidste gang,« siger Jan Friborg.

Han har siden 1985 været identisk med den ikoniske høvding, der i indianerkostume og fjerpragt har underholdt generation efter generation i den kendte forlystelsespark i Billund.

Nu har han selv valgt at gå på pension.

Billedet her er fra Høvding Langøres første sæson i Legoland, i 1985.
Billedet her er fra Høvding Langøres første sæson i Legoland, i 1985. Foto: Legoland
Vis mere

»Jeg har nydt alle mine sæsoner i indianerlejren, og jeg kommer i den grad til at savne de mange glade og skøre stunder, jeg har haft her. Det har været helt fantastisk at være høvding i så mange år, og jeg kunne ikke forestille mig at lave andet. Jeg elsker det,« siger Jan Friborg.

Men han er ikke den eneste attraktion, der forsvinder. Høvding Langøres farvel betyder samtidig, at indianerlejren i Legoland bliver nedlagt.

»En epoke er slut, og der kommer ikke en ny høvding efter Høvding Langøre. Senere på året vil vi løfte sløret for, hvad der kommer til at ske, og indtil da vil vi glæde os over at have en sidste sommer med Høvding Langøre. Det bliver trist at sige farvel efter så mange gode år,« siger Legoland-direktør Christian Woller.

Forlystelsesparken har selv annonceret nyheden om det forestående farvel på sin Facebook-side, og det har skabt tusindvis af reaktioner fra tidligere gæster.

Det er på kort tid væltet ind med likes og kommentarer, hvor brugere deler minder om – og billeder fra – mødet med den populære skikkelse. Her er nogle af dem:

  • 'Kære Høvding Langøre. Du var med til at gøre oplevelsen nærværende og realistisk for ungerne. Hav en skøn pensionisttilværelse.'
  • 'Det er jo lidt vildt! Sad selv som stor pige og lavede snobrød hos Langøre, så blev det mine egne børn, og nu her i foråret fik mit ældste barnebarn også set Langøre. Så tre generationer har altså haft glæde af Langøre. Nyd din pension rigtig meget.'
  • 'Stort tak til høvdingen for år efter år at have bragt smil på læben på tusindvis af børn og forældre.'
  • 'Så sent som i går var vi forbi og hilse på langøre! Han navngav alle tre piger og fortalte skønne historier! Sikke et arbejdsliv og mange børn, der har hørt historier og gået glade derfra! Tak for indsatsen!'
  • 'Høvdingen er legendarisk ! Husker ham tydeligt fra min egen barndom. Altid på og nærværende med hvert eneste barn. Vi kommer til at savne ham. Min datter siger, at hun ikke gider bage snobrød mere, hvis høvdingen ikke er der.'

Der er desuden blevet oprettet en decideret mindeside for Høvding Langøre, hvor gæster kan uploade billeder, videoer, tegninger og hilsener fra deres møde(r) med ham. Legoland oplyser til B.T., at det hele i en eller anden endnu ukendt form skal overrækkes til Jan Friborg, når han senere på året siger farvel for sidste gang.

Hovedpersonen selv fortæller, at han gennem årene utallige gange er blevet gjort opmærksom på, hvilket indtryk han har gjort på de besøgende i indianerlejren.

»Det sker ofte, at gæster kommer og viser mig gamle billeder, hvor jeg som ung høvding står sammen med dem. Det er hyggeligt at se tilbage og blive mindet om, hvor hurtigt tiden går, når man har det sjovt,« siger Jan Friborg, der i øvrigt fik jobbet som indianerhøvding på baggrund af en jobannonce i avisen:

Høvding Langøre med to glade børn – her ses også de lange totter, der gav ham Langøre-navnet.
Høvding Langøre med to glade børn – her ses også de lange totter, der gav ham Langøre-navnet. Foto: Legoland
Vis mere

»Som regel beder gæsten pænt om et nyt, tilsvarende billede eller et billede af deres børn med den samme høvding, som de selv blev fotograferet med, da de var små. Det er jo fantastisk at være høvding for flere generationer.«

Og så runder vi lige Høvding Langøres navn her til sidst. For sådan hed skikkelsen ikke, da Jan Friborg for første gang trak i kostumet tilbage i 1985. I stedet var det faktisk de små gæster i Legoland, der dengang var med til at skabe legenden i forbindelse med snobrødsbagningen og de mange snakke.

»Navnet Høvding Langøre fik jeg først et par år efter, jeg var startet. Børnene blev ved med at hive i mine lange totter fra min fjerhat, og så kaldte de mig Langøre, fordi jeg jo havde så lange ører. Og siden dengang har jeg heddet Høvding Langøre,« siger Jan Friborg i en pressemeddelelse.

Resten er historie, som man siger. Og nu er den snart slut.