Sammen med seks andre danskere er danske Karsten Dan Andersen nu blevet evakueret.

Han forlod lejligheden i Wuhan lørdag ved middagstid, og sent mandag landede han trods stormen endelig hjemme.

Helt udmattet gik han mere mere eller mindre ud som et lys på sin sofa, så han hørte slet ikke, da hans venner var forbi med mad.

Ligesom de øvrige evakuerede i Danmark og Sverige er Karsten Dan Andersen i 14 dages hjemmekarantæne.

Det betyder f.eks., at han ikke kan gå ned i supermarkedet og handle. I stedet har han fået nogle venner til at levere mad, som de stiller i poser uden for hans hoveddør.

»Og så banker de på ruden, så jeg ved, hvornår maden er der,« siger han.

Karsten Dan Andersen var i januar rejst til Wuhan i Kina for at besøge sin kinesiske kæreste, Hefang.

Meningen var, at han skulle have været der til april, og at de sammen skulle rejse rundt i Asien.

Karsten Dan Andersen og hans kinesiske kæreste, Hefang, i byen Wuhan, som er ramt af coronavirus.
Karsten Dan Andersen og hans kinesiske kæreste, Hefang, i byen Wuhan, som er ramt af coronavirus. Foto: Karsten Dan Andersen
Vis mere

Men da coronasvirussen brød ud i netop Wuhan – ja, faktisk på et marked kun fem kilometer fra hendes lejlighed – var de pludselig isoleret.

Efter længere overvejelser, som B.T. også tidligere har beskrevet, valgte Karsten Dan Andersen i lørdags at lade sig evakuere fra Wuhan, også selvom hans kæreste som kinesisk statsborger ikke kunne få lov at rejse med.

»Hvis først en af os blev smittet, ville vi jo begge blive ramt. Derfor kom vi frem til, at vi skulle minimere risikoen så vidt muligt. Jeg håber snart, at hun kan få lov at rejse med hertil,« siger han.

Lørdag ved middagstid kørte de den korte vej til lufthavnen i Wuhan, hvor han ventede 13 timer, før alle var ankommet og klar til afgang.

Wuhan Lufthavn var mere eller mindre tom.
Wuhan Lufthavn var mere eller mindre tom. Foto: Privatfoto
Vis mere

Nogle havde allerede på det tidspunkt været på en længere rejse for at nå til lufthavnen, så de fleste var ret trætte.

Alle bar maske af samme kvalitet, som man bruger på sygehusene, holdt afstand til hinanden og sørgede for at vaske hænder.

Efter et helbredstjek, hvor alle bl.a. fik målt temperatur, kom de igennem sikkerhedstjek og blev på flyet placeret i forskellige grupper, afhængig af nationalitet og med en meters afstand til hinanden.

Ellers forløb turen mere eller mindre, som man kender det på de længere flyvninger med almindeligt turistfly.

Kabinepersonalet havde dragter, masker og briller på.
Kabinepersonalet havde dragter, masker og briller på. Foto: Privatfoto
Vis mere

Kabinepersonalets uniform og opsatte hår var dog gemt godt væk under dragter, masker og briller.

»Hvis det ikke var for deres stemmer, ville man ikke vide, hvilket køn man talte med,« siger Karsten Dan Andersen.

En af stewardesserne fortalte, at de – ligesom ham selv – kunne se frem til 14 dages karantæne, når de kom hjem fra arbejde.

»Jeg kunne godt mærke, at nogle af stewardesserne var lidt nervøse,« siger han og fortsætter:

»Men de udsætter jo også sig selv for fare, så jeg sætter virkelig stor pris på deres hjælp.«

Og den taknemmelighed voksede kun på turen hjem. Alle lige fra folkene på ambassaden og i Udenrigsministeriet til de læger, piloter, kabinepersonale mv. har sørget for, at alle var trygge og tilpasse på turen hjem.

»Kæmpe ros til dem. De gjorde det virkelig godt,« siger han.

Det store fly landede i England, hvor passagererne blev delt i fire grupper, som med bus blev fragtet direkte til mindre fly.

I lufthavnen blev de transporteret direkte til næste fly med bus.
I lufthavnen blev de transporteret direkte til næste fly med bus. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi landede lige midt i en voldsom storm, så vi kunne knap nok gå ned ad trappen fra flyet,« siger han.

Danskerne var med i den italienske gruppe, som i et militærfly blev fløjet til Rom.

»Her var alle officials og personale pakket helt ind i gule dragter. De lignede rummænd,« siger han.

Selve flyet var også opdelt i to zoner med plastik imellem. På den ene side sad de evakuerede og på den anden side de gule dragter.

Flyet var delt op i to zoner med plastik imellem.
Flyet var delt op i to zoner med plastik imellem. Foto: Privatfoto
Vis mere

Da de 1,5 timer senere ankom til Rom, blev de igen kørt med bus direkte til det næste fly, som efter planen skulle have fløjet dem til Roskilde Lufthavn.

Men stormen var taget til, og i stedet måtte det danske militærfly med både danskere og svenskere om bord sætte kurs mod Stockholm.

Hver gang de skiftede fly, fik de målt temperatur, og da de kom om bord på det danske fly, blev de alle sammen undersøgt grundigt af en dansk læge, ligesom en lang række spørgsmål skulle besvares.

»Lægen og de andre om bord tog det helt stille og roligt. Så man følte ikke, man var syg længere,« siger Karsten Dan Andersen.

I Stockholm måtte de vente i seks timer på grund af stormen, før de kunne flyve videre.
I Stockholm måtte de vente i seks timer på grund af stormen, før de kunne flyve videre. Foto: Privatfoto
Vis mere

I Stockholm blev han også undersøgt af de svenske myndigheder, hvor han fik foretaget podninger dybt i halsen og inde bagved i næsen.

Mens svenskerne kunne forlade flyet, måtte de syv danskere tålmodigt vente i yderligere seks timer, før stormen tillod dem at flyve videre.

Forplejningen var dog helt i top, og alle gjorde deres bedste for at gøre ventetiden udholdelig.

Planen var nu, at de skulle flyve til Kastrup, hvorfra Karsten Dan Andersen i bil ville blive fragtet til sit hjem i nærheden af Malmø. Men vinden var for kraftig.

Alle officials er pakket godt ind ved modtagelsen i lufthavnen.
Alle officials er pakket godt ind ved modtagelsen i lufthavnen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Omkring midnat søndag aften var der dog pludselig en åbning, så de kunne lande flyet i Aalborg.

Her fik han et værelse i den militære del af lufthavnen, før den bil, der egentlig var bestilt til Kastrup, kunne hente ham i Aalborg og køre ham de sidste 500 kilometer hjem.

Både han og chaufføren bar maske på hele turen.

De næste 14 dage er han i hjemmekarantæne, hvor han altså ikke har fysisk kontakt med andre.

To gange om dagen skal han tage sin temperatur, som han hver eftermiddag melder ind. Derudover skal han lave nye podninger på dag 5 og 14, som også bliver sendt ind til tjek. Og på dag 15 og 30 får han taget blodprøver. Indtil videre har alle test været negative.

Karsten Dan Andersen har været overrasket over, hvor stor frygten for smitte er herhjemme i forhold til det, han kom fra i Wuhan.

»Vi skal jo ikke gå og være nervøse i Danmark og Sverige. Risikoen for at blive smittet og ligefrem dø af det er jo minimal,« siger han.

Til gengæld håber han, at folk vil rette deres sympati mod Kina.

Karsten Dan Andersen i Wuhan Lufthavn før afgang.
Karsten Dan Andersen i Wuhan Lufthavn før afgang. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det er jo uhyggeligt, det der sker i Wuhan,« siger han.

Det seneste døgn er byen blevet indhegnet i områder, som man ikke må bevæge sig udenfor.

Det betyder f.eks., at hans kæreste, Hefang, kun har mulighed for at handle i et lille minimarked. Ellers skal mad og lignende bestilles, hvorefter det bliver leveret til lejligheden.

»De gør alt for at holde folk inde, men på en god måde. Og det er jo for at beskytte folk,« siger Karsten Dan Andersen.