Da sognepræst Jes Rønn Hansen første gang fortalte sin kone, at han skulle udsendes, blev hun rasende. Hvorfor, spurgte hun. For fædrelandets skyld, svarede han.

»Så blev hun for alvor gal. Jeg fik den største skideballe, blev helt bogstaveligt kulet fuldstændig ned under spisebordet. ‘Undskyld, undskyld, undskyld,’ sagde jeg, mens jeg lå dernede. ‘Jeg gør det kun, fordi det er spændende’. Så var det i orden,« fortæller han med klukkende latter.

Men der er ikke altid meget at grine ad, når man er udsendt som feltpræst, som 54-årige Jes Rønn Hansen har været adskillige gange.

For feltpræsten er ham, der skal tage mange af de allersværeste samtaler. De rigtig tunge, der handler om skyld og angst.

Til daglig står han på prædikestolen i Strib Kirke uden for Middelfart på Fyn. Et lille sogn, der - som de fleste andre - kæmper for at trække kunder i butikken, for, som han tørt konstaterer: »Kommunen tager sig jo af det hele.«

»Dernede har man brug for hinanden. Man kan ikke gemme sig nogen steder. Man er nøgen. Kan ikke løbe fra det, hvis man er bange, hvis man er glad. Det er meget rørende og stærkt at være med i sådan et fællesskab, som ikke findes herhjemme mere. Man er bare sammen.«

Han husker en af de dér aftener, hvor han sad og sludrede med en af de unge soldater.

»En ung fyr på 19, der måske ikke var dén, der havde fået mest ros i skolen, viste sig at være jordens bedste ven. Han passede på mig. Og jeg passede på ham på dén måde, som jeg nu kunne. Det var ikke en aftale, der skulle indgås. Det var bare sådan, at det var i Afghanistan,« fortæller Jes Rønn Hansen.

Udsendelsen til Afghanistan i 2008 var en af flere for feltpræsten. Men den hårdeste. (PRIVATFOTO) Vis mere

Det var i 2003, at Jes Rønn Hansen måtte krybe under sofabordet og sige undskyld til sin kone. Dengang blev han udsendt til Irak med Hold 2. Fem år senere var det Afghanistan og Hold 5. En udsendelse, der blev langt hårdere end den første.

Mange samtaler har ætset sig ind i sjælen. For når krigen og døden kommer helt tæt på, følger skylden og angsten lige i hælene.

»Skyld består i, at man kommer til at slå nogen ihjel. Det har man ikke lyst til, men som soldat har man pligt til det. Og når man har pligt til det, giver Fadervor pludselig meget mere mening, når man kommer til den linje, der siger ‘forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere’.

Feltpræsten med sit kors. Vis mere

Det er ikke svært at skyde et andet menneske, det er ikke svært at pløkke et menneske, som befinder sig langt væk, ned og se det falde til jorden. Men det er svært at komme hjem og skulle fortælle sin mor dét. Eller sin kone. Sine børn. Det er dér, at skylden kommer,« forklarer Jes Rønn Hansen, der kalder soldaten i felten ‘den udøvende magt’, ham, der er redskabet for en politisk beslutning.

»Og det er derfor, at mange soldater for at beskytte sig selv dæmoniserer fjenden. Det er der nogen, der gør en stor sag ud af politisk. At de har et hårdt sprog og kalder Taliban for udyr. Men det er dét, der overhovedet gør det muligt at betjene et våben mod et andet menneske. For i denne ubarmhjertige verden, hvor det er et vilkår, at nogen tvinger os til at gøre det, er vi nødt til at passe på os selv, ellers bliver vi sindssyge og selv udyr af det,« lyder Jes Rønn Hansens vurdering af den virkelighed, som ikke mindst Hold 5 i 2008 befandt sig i, og som måske også var årsagen til, at den ugentlige feltgudstjeneste endte med at blive afholdt for fulde huse.

Feltpræst Jes Rønn foran 'kontoret' i Armadillo. Vis mere

»Den første holdt jeg et par dage efter, at Odin Kompagniet var kommet derned. Jeg tror, at der kom et par stykker eller tre, som sang nogle salmer, bad fadervor og tændte et lys. Og så voksede det bare gradvist.«

»Da de efter fire måneder skulle hjem på orlov, var de der allesammen, hele kompagniet. Jeg havde ikke gjort noget for det og ved heller ikke, om de som sådan var blevet mere troende. Men jeg tror, at det havde at gøre med, at gudstjenesten bliver en slags kærlighedsasyl. Et sted, hvor der kan sænke sig en fred, hvor man kan søge hen for at holde fri fra tankerne,« siger Jes Rønn Hansen, der - iført sin T-shirt, korte bukser og klipklapper - var ‘en af gutterne’ under det seks måneder lange ophold i Armadillo.

Det er feltpræsten, der skal tage de rigtig svære samtaler med soldaterne om angst og skyld. Vis mere

»Men jeg var kun med ude på patrulje en enkelt gang. Jeg turde ikke. Og havde heller ikke uddannelsen,« undskylder han med et skævt smil.

Men soldaterne, som havde uddannelsen, var og er han fuld af beundring for.

»Stort set hver gang de gik ud ad den port, blev de skudt på. De vidste lige præcis, hvor mange meter de kunne gå, før de blev skudt på. Det var jo sindssygt,« siger han og fortæller, hvad det var for en virkelighed, soldaterne fra Odin Kompagniet bevægede sig ud i.

Feltpræsten i uniform. Vis mere

»Du har et helt landskab, hvor der bor nogle bønder og familier. Dem skal du ud og snakke med og skabe tillid til, demonstrere over for, at der findes et alternativ til Taliban.

Men Taliban er der også. De kommer om natten, og de har fuldstændig styr på, hvor de danske soldater er, hele tiden. De står med deres mobiltelefoner og tæller og videre-rapporterer, når soldaterne går ud ad porten.

Så ligger de bag et hegn og angriber typisk en ‘dråbe’ - som er grupper af ni-ti mand med forskellige funktioner - der befinder sig ude på en mark. Soldaterne smider sig ned, der bliver skudt hen over hovedet på dem, de prøver at skyde tilbage, men skal egentlig bare dukke sig, og så vil den ‘dråbe’, der kommer efter, trække over til siden og få Taliban nedkæmpet fra det hegn, hvorfra der blev skudt,« beskriver Jes Rønn Hansen, som godt nok ikke var med ude på patruljerne, men fulgte med over radioen.

Udsendelsen til Afghanistan i 2008 var en af flere for feltpræsten. Men den hårdeste. (PRIVATFOTO) Vis mere

Han forstår godt, at skylden er en størrelse, der for soldaterne kan være svær at slippe. Også når de vender hjem.

Spørger man, hvad han selv er blevet for et menneske af at have set krigen og døden i andres øjne, tror han ikke, at han er blevet så anderledes.

Med et diabolsk glimt i øjet siger han, at det vist mest er noget med, at han har skullet ‘afkrudtes’. At seks måneders mandehørm ifølge hans kone gjorde hans sprog lige lovlig latrinært.

Men at være der, når der er nogen, der har brug for ham, for præsten, er enormt meningsfyldt.

»Man bliver enormt knyttet til hinanden, fordi den ydre fare gør, at man holder ufatteligt meget sammen og hjælper hinanden.«

Læs i morgen historien om let maskingeværskytten Casper Olsen.