Kære læsere. For nogen af jer vil det, jeg fortæller nu, være en overraskelse, og andre af jer vil nok slet ikke tænke videre over det.

Det betyder måske ikke så meget for dig, der lige nu sidder med din mobiltelefon i hånden og scroller ned ad B.T.-siden, tjekker nyheder og læser med – som du gør hver dag flere gange om dagen.

Men hvis du lige har været nede og hente B.T. på stationen, i din postkasse eller sidder i toget og læser avisen, så betyder det nok noget.

For under alle omstændigheder er det nu besluttet, at B.T. ikke udkommer på print, når vi skriver 2023. Hverken som gratisavis, i løssalg eller som abonnement.

Det er en beslutning, vi har truffet, fordi vi kan se, at det snart ikke længere er økonomisk bæredygtigt at udgive B.T. på papir. Og man skal som bekendt tjene penge for at kunne bruge penge. Og det vil vi gerne – bruge penge.

Penge på at lave mere journalistik. Journalistik som bliver læst af knap en million danskere hver eneste dag, et tal der stiger og stiger, og derfor har B.T. heldigvis også en stærk identitet som medie og en lys fremtid foran sig.

Men det er ingen hemmelighed, at siden B.T. udkom som avis første gang i 1916, så er oplaget gået fra at stige og stige til de seneste år at falde og falde – det gælder jo i øvrigt de fleste aviser. Digitalt er det derimod for B.T. gået den anden vej – op, op, op!

Derfor bliver B.T. fra årsskiftet et 100 procent digitalt medie - gratis for alle!

Det historiske skifte markerer, at B.T. har en ambition om at være endnu mere relevant for alle jer, der læser med – og så skal vi have fat I flere af dem, der endnu ikke gør det.

Det er selvfølgelig en stor beslutning at lukke papiravisen, også selvom det har været undervejs et stykke tid, men vi gør det for at fokusere alle kræfter på det, vi er her for – nemlig at lave et fantastisk B.T. som altid er med dig – også i fremtiden.

Alle os på B.T. håber og glæder os til, I bliver ved med at læse med.