Det ikoniske billede har mejslet sig fast på manges nethinder. Den lille 12-årige dreng, der går med bøjet hoved bag sin mors kiste. Foran hundrede tusinder af tilskuer verden over.
Hans mors tragiske død fik en kæmpe påvirkning på hans liv, og har givet ham alvorlige ar på sjælden. Nu fylder prins Harry 40 år og står i sit livs formentlig andenstørste krise.
For luften mellem prins Harry og hans storebror, Englands fremtidige konge prins William, er iskold. Og det har den været længe.
Det så man senest i august, hvor både prins Harry og hans bror deltog i deres onkels begravelse. De to brødre talte ifølge de tilstedeværende slet ikke sammen, men holdt sig langt væk fra hinanden.
»Hvis prins Harry havde forestillet sig, at dette hemmelige møde og det, at han pludselige dukkede op, ville have fået isen til at tø mellem dem (Harry og William, red.), så blev han voldsomt skuffet,« fortalte den tidligere kongehus korrespondent for BBC Michael Cole til Daily Mail efter begravelsen.
»Prins William kiggede overhovedet ikke på ham – og lod som om han slet ikke var til stede,« tilføjer han.
De to brødre var ellers engang utrolig tætte. Og de var hinandens største støtter, da den ubærlige tragedie ramte i 1997, og deres mor, prinsesse Diana, pludselig blev revet fra dem, da hun blev dræbt i en trafikulykke i Paris.
De to brødre skulle ikke kun forholde til sig til deres egen sorg og tab, men også til et helt land i sorg, der samtidig viste bekymring for dem.
Prins Harry fortalte selv tilbage i 2017, at oplevelsen var så voldsom og tragisk, at han nærmest 'lukkede ned for sine følelser i 20 år':
»Jeg forholdt mig til det ved at stikke hovedet i sandet, ved at nægte nogensinde at tænke på min mor, for hvorfor skulle det hjælpe,« fortalte prinsen til The Telegraph i 1997 i forbindelse med 20 års dagen for sin mors død.
Han fortalte videre, at oplevelsen havde påvirket ham både som person og også hans arbejde, og at det var hans bror, prins William, der hjalp ham med at forstå, at han havde brug for psykologhjælp til at komme videre.
Kongelige udskejelser
Prins Harry have gennem især sine 20ere skejet en del ud og gjort sig uheldigt bemærket.
Mens hans storebror hurtigt havde fundet sin soulmate i Kate Middleton, og gjorde, hvad man forventede af en kommende tronarving, så var prins Harrys unge år mere flakkende.
Han vandt manges respekt, da han blev udsendt som soldat til Afghanistan, men andre udskejelser gav ham ridser i lakken.
Værst var nok, da han til en fest valgte at klæde sig ud som nazisoldat. Historien ramte alle landets forsider, og prins Harry blev kaldt op til skideballe på slottet.
Nogle år efter var den gal igen. I 2012 ramte en nøgen og fuld prins Harry de britiske forsider. Prinsen havde spillet strip poker på et hotelværelse i Las Vegas, og nogen havde taget nogle billeder og solgt dem til medierne. Igen stillede prins Harry kongehuset i et dårligt lys.
I sin kontroversielle bog 'Reserven' fortæller han, hvordan han siden fødslen har følt sig som en reserve for sin bror. Og hvordan han altid har haft svært ved at finde sin rette hylde.
»Fantastisk. Nu har du givet mig en arving og en reserve – mit job er færdigt,« lød det angiveligt fra prins Charles, da prins Harry blev født, har Harry beskrevet i bogen.
Den voksende popularitet
Den rette hylde så den britiske prins dog ud til at have fundet i starten af 10erne.
Her begyndte prins Harry at fortælle om sin egen kamp med mentale problemer og satte fokus på det.
Og da han i 2014 skabte Invictus Games – en turnering for soldater veteraner – blev hans popularitet større.
Pludselig blev prins Harry sammenlignet med sin mor prinsesse Diana, der altid støttede de svage, og kunne tale med alle.
Men prins Harry manglede én ting. En kone. I flere interviews fortalte han, hvordan han elskede at lege med sin nevø, prins George, og hvordan han selv glædede sig til at få børn.
Men kærligheden lod vente på sig. For prins Harrys kærester kunne ikke lide livet i rampelyset og blev ved med at springe fra.
Derfor var jublen stor, da prins Harry i slutningen af 2016 kunne præsentere sin nye kæreste, den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle.
De fleste undede prinsen at finde lykken, og tusinder af briter fyldte gaderne omkring Windsor, da parret i 2018 blev gift. Men den royale lykke blev kort.
Den kongelige deroute
For kun halvandet år efter det spektakulære bryllup, hvor royale gæster blev blandet med Hollywoodstjerner, meldte parret ud, at de ønskede at trække sig lidt tilbage fra de kongelige pligter.
Det resulterede i, at Kongehuset kort tid senere meddelte, at de helt måtte trække sig som arbejdende royale.
Prins Harry og hertuginde Meghan flyttede til USA og påbegyndte et nyt liv i Californien. Men hvis nogen havde troet, at det ville skabe ro om parret og det britiske kongehus, så tog de fejl.
For parrets exit fra det britiske kongehus, blev kun begyndelsen på ballade. En ballade, der nu har varet i mere end fire år.
Prins Harry og hans kone har stillet op i interview, skrevet en bog og medvirket i en Netflix-serie, hvor de flittigt har hængt kongehusets beskidte vasketøj til skue.
De har anklaget den royale familie for racisme, og for at have modarbejdet dem og lækket falske oplysninger om dem.
Blandt andet har prins Harry afsløret, at han engang fik tæsk af prins William, ligesom han også har anklaget dronning Camilla for at have lækket historier til pressen.
Balleden kommer formentlig til at afspejle sig ved prinsens fødselsdag, der ifølge Daily Mail først vil finde sted som en lille familiær fejring på selve dagen – søndag – i parrets hjem, mens det forventes, at han senere holder en større fest for sine venner i et bjergresort i Californien
Men det bliver formentlig uden deltagelse fra den nærmeste familie. For både forholdet til prins William, prinsesse Kate og kong Charles og dronning Camilla er ifølge royale eksperter stadig iskoldt.
Og selv om der den seneste tid har været spekulationer om, at prins Harry måske gerne vil vende tilbage til Storbritannien, så tror de britiske kongehuseksperter, at chancerne for en royal genforening er små:
Den britiske kongehus ekspert Richard Fitz Williams siger til Fox News, at han mener, at prinsens fremtid er i USA og ikke i Storbritannien:
»Den kongelige familie stoler ikke på ham – forståeligt nok,« siger han.
En anden kongehusekspert Duncan Larcombe vil overfor Metro dog ikke afskrive prins Harry helt endnu:
»Man kan aldrig sige aldrig. Camilla var engang folkets fjende nummer et. Hun blev kaldt rottweileren af prinsesse Diana – og alle hadede hende. Og nu er hun dronning,« siger han og mener, at døren stadig står på klem for prins Harry.
Vil du høre flere royale nyheder, så lyt til B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen'. I seneste udgave kan du høre om det bizarre nazitestamente, der førte til, at prinsesse Benediktes søn måtte kæmpe i 20 år for kærligheden .
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.