Siden de danske monarker senest efter 1945 ikke længere har nogen form for politisk magt, er offentlighedens fokus i stigende grad blevet rettet på kongefamilien.
Det er en familie, hvis medlemmer er født (eller indgiftet) til en livslang rolle, hvor de skal repræsentere det officielle Danmark indadtil og udadtil og være symboler for landet og samfundet. Og efter manges mening gør de dette rigtig godt.
Det har også noget at sige, at Danmark er Europas ældste eksisterende monarki. Kongerne Gorm og hans søn Harald Blåtand og Jellingestenen som Danmarks dåbsattest kender vi, men faktisk kan man helt tilbage i 500-tallet finde omtale af en dansk konge. Om denne ved vi imidlertid ikke ret meget, heller ikke hvad Danmark på den tid nærmere bestemt omfattede.
Officielt nedstammer den nuværende kongefamilie fra Gorm den Gamle, om end ikke i lige linje, ligesom der er usikkerhed om en del fadderskaber gennem historien.
Men ikke desto mindre betyder det danske monarkis ælde og forholdsvis store dynastiske kontinuitet, at der i Danmark hersker en udpræget opfattelse af, at befolkningen har levet sammen med kongerne og deres familier gennem mange generationer, og at danskerne og kongefamilien derved er knyttet sammen i et historisk skæbnefællesskab.
Som eksempel på denne historiske forbundethed mellem kongehuset og danskerne kan jeg nævne, at min farfar i sin tid fortalte, at han som 16-årig i 1905 havde set kong Christian IX under hans besøg i Aarhus.
Da han var et par og firs år, gik min farfar tur i Marselisborgparken, og han stødte her på to små drenge, som han kom i snak med. Den ene sagde: »Jeg hedder Frederik,« den anden: »Jeg hedder Joachim.«
De var tiptipoldebørn af den konge, han havde set som ung teenager.
Min farfar nåede at leve under fem regenter. Selv har jeg levet under to regenter (Frederik IX og Margrethe II), og det er ikke utænkeligt, at jeg også vil opleve at leve under kong Frederik X. Og der er stor sandsynlighed for, at mine nevøer og niecer engang vil komme til at leve under kong Christian XI, som altså er tiptiptipoldebarn af den konge, som min farfar, deres oldefar, så i 1905.
Mange danskere har set et eller flere medlemmer af kongefamilien live, ikke helt få har selv opnået at hilse på en kongelig, og ellers kan man i hvert fald læse, se eller høre om kongefamilien og dens gøren og laden i medierne.
Derved føler mange, at de kender medlemmerne af kongefamilien. Det gør de selvfølgelig ikke i virkeligheden, og de kongeliges tilværelse adskiller sig nok ikke så lidt fra de flestes. Men kongefamilien er ikke desto en familie, som andre kan spejle sig i og dele dens glæder og sorger.
Begivenheder i kongehuset såsom fødsler, dåb, konfirmationer, ungdom, uddannelse, militærtjeneste, vielser, skilsmisser, runde fødselsdage, sygdom, alderdom, død og begravelser er noget, som man ikke bare kan leve med i, men tillige leve sig ind i og identificere med tilsvarende forhold fra ens egen familie. Og alt sammen i et langt historisk perspektiv.
Når det er sådan, har det selvfølgelig også at gøre med, at kongefamilien har været i stand til at tilpasse sig den øgede demokratisering af samfundet. Og om den nære forbundethed mellem kongehus og folk fortsat vil bestå, kommer i høj grad an på, om kongefamiliens medlemmer fortsat er rede til at spille deres på forhånd givne rolle.
