Det har vakt offentlig kritik, at kronprinsesse Mary for nylig var hovedtaler ved Copenhagen Pride.

Kritikerne mener, at hun derved har taget direkte stilling til et aktuelt, omstridt politisk spørgsmål.

Dybest set hænger balladen sammen med, at kongehuset er en rest fra tidligere tiders standssamfund, som har overlevet i nutidens demokrati. Og når det har kunnet overleve, er det, fordi det har fulgt med tiden.

Tidligere var rigets forsvar en af kongens allervigtigste opgaver. Og traditionen med de kongeliges tilknytning til militæret lever fortsat. De mandlige medlemmer af kongehuset har en militær uddannelse, ses ofte i uniform, har venner og bekendte fra Forsvaret, ligesom prins Joachim nu står over for at tiltræde stillingen som militær attaché ved den danske ambassade i Paris.

Her vil pacifister og anti-militarister nok finde, at kongehuset med sine stærke bånd til militæret har taget stilling til et politisk spørgsmål, og at de, pacifisterne og anti-militaristerne, derfor ikke vil kunne se sig selv i det.

Andre vil måske mene, at eftersom de kongelige næsten udelukkende omgås velhavere og samfundets spidser, så kan de, der ikke hører til disse grupper, måske heller ikke føle samhørighed med Dronningen og hendes familie.

Netop derfor er de kongelige nødsaget til at tilpasse sig samfundsudviklingen. Det er i det lys, Kronprinsessens LGBT+-engagement skal ses: For at monarkiet fortsat skal bestå og have opbakning fra den brede befolkning, må det række ud til nye samfundsgrupper.

Men uanset at de kongelige engagerer sig i forskellige dele af samfundslivet, så må deres upolitiskhed fastholdes. Kronprinsessen kan derfor godt sige, at Danmark skal være foregangsland i kampen for LGBT+-personers rettigheder, for det er et synspunkt, som der er bred politisk opbakning til.

Mere problematisk ville det være, hvis hun tillige offentligt havde talt for at indføre juridisk kønsskifte for børn, for det er et aktuelt og ikke afgjort politisk stridsspørgsmål. Medlemmer af kongehuset kan godt virke i og for Forsvaret, for der er udtalt politisk tilslutning til, at Danmark nu engang skal have et forsvar.

Men hvis et kongehusmedlem gjorde sig til talsmand for større militærbevillinger, end Folketinget er med på, ville det være en alvorlig udfordring for det politiske system.

Kongehuset skal sørge for at følge med tiden, samtidig med at man bevarer den upolitiske balance, mener Michael Bregnsbo.
Kongehuset skal sørge for at følge med tiden, samtidig med at man bevarer den upolitiske balance, mener Michael Bregnsbo. Foto: Emil Helms
Vis mere

Kommunikationsekspert og direktør i WeDoCommunication, Anna Thygesen, har til B.T. udtalt, at Kronprinsessen risikerer at gøre 'sig upopulær hos den mere konservative del af befolkningen, hvor der alt andet lige er mange af kongehusets støtter'.

Det kan meget vel være. Men over for det kan indvendes, at kongehuset med sin støtte til den mere konservative del af befolkningen risikerer at støde andre dele af befolkningen fra sig, eller at disse bare ikke længere vil opleve det som tidssvarende og relevant.

For kongehuset handler det altså om både at følge med tiden, men også at holde balancen og ikke gå for vidt. Og det er ikke let, fordi balancepunktet hele tiden flytter sig – i takt med samfundsudviklingen.