Næste uge er feriefri fra de fleste af landets skoler. Det betyder dog ikke, at alle har tid og mulighed for at rejse udenlands, så vi har fundet 15 aktiviteter, der kan klares på en dagstur.
Besøg den nye babysæl
Hvad: Nordsø Oceanarium
Hvor: Willemoesvej 2, Hirtshals
Hvornår: dagligt kl. 10-17
Info: nordsoenoceanarium.dk
Den så dagens lys for tre uger siden, den nye lille babysæl i Nordsøens Sælanlæg. Det er tredje gang, gråsælen Laura føder en unge, og det er stadig en særlig begivenhed, at gråsæler yngler i fangenskab. Laura blev fundet for 13 år siden på stranden i Hirtshals, hvor hun var drevet i land, og siden har hun boet i sælanlægget. Gråsælen er den ene af de to sælarter, der holder til i de danske farvande. Den anden, den spættede, har siden Oceanariet åbnede i 1984 ynglet hver sommer i anlægget. Oceanariet fik før jul også en ny klumpfisk, »Erik Motor«, som blev fanget i Øresund. Han er opkaldt efter en lokal bådmekaniker og klarede i fin stil ti timers køretur fra Helsingør til Nordjylland.
Mal lyset over Skagen
Hvad: Skagens Museum
Hvor: Brøndumsvej 4, Skagen
Hvornår: uge 7-8 kl. 10.15-12
Info: skagensmuseum.dk
Der er højt til himlen, og lyset er fantastisk i Skagen. Det kan de mindste kunstnere selv opleve i vinterferieugerne 7 og 8, hvor museet arrangerer malerskole for de 7 til 14-årige. Hver dag sit nye emne: vaser og blomster, fisk og fyrtårne, og der er selvfølgelig også beretninger om den kunstnerkoloni, der gjorde Skagen så berømt.
Lær at skrive runer
Hvad: Lindholm Høje Museet
Hvor: Vendilavej 11, Nørresundby
Hvornår: Tirsdag-fredag kl. 11-14
Info: nordmus.dk
I jernalderen og vikingetiden brugte man runer, tegn, som er helt specielle for de nordiske lande og måske lidt i familie med bogstaver. I hvert fald kan arkæologerne læse dem, når de finder runer på sten, træstykker og metal. I vinterferien holder museet rune-værksted, hvor man kan lære om runerne og prøve at riste sit navn.
I Stygge Krumpens skygge
Hvad: Børglum Kloster
Hvor: Børglum Klostervej 255 B, Børglum
Hvornår: uge 7 og 8 kl. 10-16
Info: boerglumkloster.dk
Hvem husker ikke den onde ånd, Stygge Krumpen, som for nogle måneder siden huserede på TV2 i »Ludvig og Julemanden«? Julekalenderen blev optaget på Børglum Kloster. Her kan man i vinterferien opleve kulisserne fra optagelserne, bl.a. julemandens store værksted.
Legetøj i gamle dage
Hvad: Den Gamle By
Hvor: Viborgvej 2, Aarhus
Hvornår: daglig kl. 10-16
Info: dengamleby.dk
Det handler om leg, liv og legetøj i uge 7 og 8 i husene i Den Gamle By. Et sted kan man lave sit eget legetøj og skrot og skrammel, et andet sted kan man høre historierne bag det gamle legetøj. I Eilschous Boliger inviterer præsteenken og jomfruen indenfor og læser et eventyr, og man kan lære at lave kludedukker. I weekenden 18.-19. februar kan man i legetøjsmuseet høre, hvordan fængselsvæsenet i gamle dage forsøgte at få forbrydere tilbage til en lovlig tilværelse ved at lave legetøj.
Flyvende falke
Hvad: Museet i Koldinghus
Hvor: Markdanersgade 11, Kolding
Hvornår: daglig kl. 10-17
Info: koldinghus.dk
Det er på plænen uden for Koldinghus, at man hver dag i uge 7 mellem kl. 12 og 13 kan opleve de flotte jagtfalke i funktion. Falkonér Frank Skaarup Hansen vil fortælle om fodring og træning og vise, hvad hans falke kan. Inde i selve Koldinghus er der hver dag teaterforestilling om Lille Virgil, og i udstillingen »Drengestreger – Ole Kund Kirkegaard og hans verden« vil bibliotekarerne hver dag læse op af Kirkegaards historier.
Sæltur på hestevogn
Hvad: Mandø
Hvor: Mandø Byvej 1, Mandø
Hvornår: Afgang afhængig af tidevandet, mellem kl. 10 og 14
Info: mandoevent.dk
Hver dag i vinterferien kan man i overdækket hestevogn komme på tur ud i vadehavet. Vognen kører fra Dagli’ Brugsen & Camping og snart er man væk fra al larm og støj. På turen fortælles om vadehavet og om sælerne, der ligger ved renden mellem Mandø og Fanø. Husk kikkerten, for man kommer ikke helt tæt på, og husk at tage ekstra varmt tøj på.
Fra istid til nutid
Hvad: Naturama
Hvor: Dronningemaen 30, Svendborg
Hvornår: daglig kl. 10-17
Info: naturama.dk
Det er hele vores historie tilsat lys og lyd, der ruller frem i et forrygende formidlingsshow, hvor man både møder mammutter. Særlig vinterferieaktivitet i uge 7 og 8 er Josefine Ottesens Hullerik-bøger med oplæsning og rundvisning, hvor der fortælles om de dyr, Hullerikkerne møder i og omkring Syvstammetræet. I det nyåbnede sanserum kan børnene klæde sig ud som en Hullerik og gå på opdagelse i vintertemaet, bestige den høje klatrevæg og springe ud i det blå.
Bag vikingemasken
Hvad: Vikingemuseet
Hvor: Vikingevej 123, Kerteminde
Hvornår: daglig kl. 12-15
Info: vikingemuseetladby.dk
De var drabelige, vikingerne, og det bliver de masker, som man kan lave af filt og skind i vinterferieugerne på museet, også. I uge 8, hvor skolerne på Fyn holder ferie, kommer Jarnsaksa og fortæller om maskemagi, og der er to maske-forløb hver dag.
Tinsoldater og uldsokker
Hvad: Andelslandsbyen Nyvang
Hvor: Oldvejen 25, Holbæk
Hvornår: Uge 7 og 8 tirsdag-torsdag kl. 10-15
Info: andelslandsbyen.dk
Der var hverken tv, internet eller smartphones, dengang andelstanken var på sit højeste. Da var det helt andre ting, børnene syslede med i vintermånederne. Da snittede man i træ, sad med håndarbejdet og ordnede småreparationer. Legetøjet var hjemmelavet af de materialer, man nu havde. Prøv det selv, og lær i husmandsstedet, hvordan man opvarmede husene dengang. I parken viser landbetjenten, hvordan man træner politihunde, og hestevognen kører hele dagen.
Zebraer og klovner
Hvad: Cirkusland
Hvor: Årslevvej 6, Slagelse
Hvornår: daglig kl. 10-16
Info: arena.dk
Alle Cirkus Arenas dyr holder vinterferie, men de er klar til at tage imod i Cirkusland i uge 7 og 8. Her kan man opleve Susanne Berdino træne med dyrene i prøvemanegen. Her er zebraer, alpacaer, dromedarer, køer, grise, geder, heste, ponyer og elefanter, og mandag 13. februar er der endda en speciel elefantfødselsdag. Pjerrot laver løjer, og du kan selv blive sminket som en klovn og prøve cirkuskostumer i Arenas Cirkusmuseum, hvor der også er modeljernbane, veteranbiler og gamle cirkusvogne. I det store legeland er der togbane, pariserhjul, karruseller, fodboldspil, airhockey og en ny vandbane med Funballz, så man kan gå på vandet uden at blive våd.
Vandsjov i Malmø
Hvad: Ag-va-kul
Hvor: Regementsgatan 24, Malmø
Hvornår: Dagligt kl. 9-20
Info: aqvakul.se
Midt i Malmø ligger badeparadiset Ag-va-kul, som har åbent året rundt. Badelandet er velegnet til familiesjov og har et stort eventyrbad med bølge-bassin, vandrutsjebane, kanal med strømmende vand og flere grotter. Der er også flere boble-pools, man kan slappe af i – eller man kan svømme en tur ud i den udendørs pool, vandet holder altid 28 grader. Har man ikke børn med, kan man vælge en tur i afdelingen med tyrkisk bad. Her er herre- og dameafdeling, saunaer, koldtvandsbassin og fred og ro.
Oplev bjørn og los
Hvad: Skånes Dyrepark
Hvor: Jularp 150, Höör
Hvornår: Dagligt 10-15
Info: skanesdjurpark.se/dk/index.shtml
Den svenske dyrepark ligger i et smukt, indhegnet område, hvor flere hundrede nordiske dyr fordelt på over 75 arter kan opleves. I dyreparken kan man blandt andet se vilde dyr som los og bjørn, men også tamdyr som gamle racer af svin, får og geder. Dyrene har store indhegnede områder at boltre sig på, og man kan kigge på elge, vildsvin, rensdyr, moskusokser, oddere og mange andre dyr. Skånes Dyrepark er Nordens største kun med nordiske dyr. Hovedstien i parken er tre kilometer lang, men vælger man også at følge de mindre stier, når man op på seks kilometer.
På ski hos naboen
Hvad: Vallåsen
Hvor: Yllevad 154, 312 98 Våxtorp
Hvornår: man-tir: 9-18, ons-fre: 9-21, lør-søn: 9-18
Info: Vallasen.se
Hvis familien gerne vil tilbringe en enkelt dag på ski i vinterferien, er Vallåsen i Skåne en oplagt mulighed. Skiområdet ligger på den nordlige side af åsen, bare 110 kilometer fra København. I tilfælde af mangel på naturlig sne, råder anlægget over et stort antal sne-kanoner, så bare det er frostvejr, er anlægget åbent. Der tilbydes 5.170 meter præparerede nedfarter, og med en største faldhøjde på 145 meter og den længste nedkørsel på 1.260 meter kan man vælge mellem røde, blå og grønne nedfarter. Der findes også et langrendsområde og en piste for snowboards.
Gigant-akvarier
Hvad: Oceaneum Stralsund
Hvor: Katharinenberg 14, Stralsund
Hvornår: Dagligt 9.30-17
Info: Ozeaneum.de
Vil man kombinere en feriedag med shopping i Tyskland og oplevelser for hele familien, byder oceanariet – akvarie og maritimt museum – i Stralsund 65 kilometer fra færgelejet i Rostock sig til. Akvariet er det største i Nordeuropa med 39 store akvarier indeholdende seks millioner liter vand. Akvariet fortæller historien om livet i Det Baltiske Hav, og over 7.000 arter af fisk og planter bor i akvariet, der er en af Tysklands største attraktioner.
Læs også: Her holder stjernerne vinterferie