Vil du nyde foråret med næsen vendt mod solen, så er et krydstogt en god løsning. Rejseliv har fundet fem meget forskellige krydstogter i maj måned.

Med havets kæmpe

Hvad: Allure of the Seas
Hvor: Fort Lauderdale, USA

Hvis størrelsen er vigtig, så er her tale om verdens største krydstogtskib, der sejler fast fra Fort Lauderdale nord for Miami, fordi kajanlægget skulle specialbygges til kæmpen.
Allure of the Seas - og søsterskibet Oasis of the Seas - har plads til 6.296 passagerer og 2.276 besætningsmedlemmer. Skibet har 17 etager og er bygget op som syv bydele med hvert sit særpræg. Her er alt hvad hjertet kan begære af restauranter, barer, klatrevægge, swimmingpools, teatre, skøjtebaner, casino - og en skov.
Lad mig bare nævne Royal Promenade, som er hjertet i skibet. Et samlingssted formet som en lang gade med barer, restauranter og butikker. Der er den irske pub, hvor rygerne har et fristed, der er champagnebaren, latino-baren, pizza-restauranten, der er kosmetik og juvel-forretninger. Det er som at vandre på gågaden i en storby, og vil man se det hele lidt fra oven, så er der en mezzanin hele vejen rundt om promenaden.
Folk går ind i en oval bar midt på promaden. Blåligt lys tindrer under baren, og den bevæger sig opad. Det er baren The Rising Tide, der langsomt kører op gennem tre dæk og dokker, inden den kører ned igen, mens et springvand i skiftende farver leger under den.
Et syv nætters krydstogt med afgang fra Fort Lauderdale 6. maj koster fra ca. 14.000 kr. pr. person. Den pris inkluderer fly retur, krydstogtet, alle måltider, drikkepenge og underholdning. Drikkevarer er ikke inkluderet.
Det nævnte krydstogt går bl.a. til Labadee i Haiti, Falmouth i Jamaica og Cuzumel i Mexico. Togterne sælges af f.eks. Royal Caribbean.

 

Tilbagelænet luksus

Hvad: SeaDream 1
Hvor: Middelhavet

Hvis småt og godt er sagen, så kommer man slet ikke uden om krydstogtskibet SeaDream 1, der sammen med søsterskibet SeaDream 2 sejler i Middelhavet om sommeren. De to skibe er blandt verdens mest luksuriøse krygstogtskibe med plads til kun 100 passagerer og en besætning på 90 til at passe dem op.
Der er 56 kahytter om bord - eller staterooms, som de kaldes her - de mindste er 18 kvadratmeter og alle har fladskærm med satellit-tv, dvd afspiller, siddeafdeling med sofa og bord plus nyrenoverede marmorbadeværelser.
Men det bedste er næsten den udsøgte behandling man møder. Sidder man på dækket og læser en bog, kan man være sikker på pludselig at blive mødt med spørgsmålet: »Må jeg pudse Deres briller, hr. Poulsen«. Fra dag et kender alle ens navn, og man kan gøre som man vil. Her er ingen faste pladser i restauranten og ingen krav om slips eller smoking.
Udover samtlige måltider om bord er priserne inklusive drikkepenge, samt alle drikkevarer. Man skal altså ikke betale for øl, vin, drinks og champagne, når man forlader skibet.
Vælger man f.ek.s et krydstogt med afgang fra Monte Carlo 5. maj og ankomst til Roms havneby Civitavecchia lørdagen efter, koster det ca. 29.000 kr. pr. person.  Fly retur til Nice ca. 1.500 kr. retur. Dette krydstogt sejler fra Monte Carlo via St. Tropez, Cassis, Cannes, Korsika, Porto Rotondo (Sardinien), og til Civitavecchia. Togterne sælges bl.a af Bella Vista Travel.

 

Krydstogt under sejl

Hvad: Star Clipper
Hvor: Det græske ø-hav

Vil du have et sus af fortidens imponerende sejlskibe, så byder rederiet Star Clipper sig til. Det var en svensker, der var vild med sejlskibe, som grundlagde rederiet med de tre sejlskibe i 1992, så selv om skibene er nye, lever romantikken stadig om bord.
Der er tale om fire-mastede skibe med over 6.000 kvadratmeter sejl, så skibene vækker en vis opsigt, når de kommer glidende for fulde sejl,for masterne er 63 meter høje.
Der er plads til 170 passagerer, som 70 besætningsmedlemmer tager sig af. Eftersom skibene er afhængig af vind det meste af tiden, så tilbringer man mindre tid i land end på traditionelle krydstogtskibe. Det gør nu ikke så meget, for der er masser af muligheder for at slappe af om bord i skibene, der er indrettet i ældre elegant stil med masser af træ. Passagererne kan hygge sig med at klatre en tur op i udkigstønden 25 meter oppe i en mast.
5. maj kan du komme på et syv nætters krydstogt med skibet Star Clipper med afgang fra Athen og rundt i det græske ø-hav. Der sejles fra Athen til Kusadasi, Patmos, Amargos, Mykonos og Monemvasia. Krydstogtet koster fra 16.745 kr. pr. person og inkluderer syv overnatninger og alle måltider - men ikke drikkevarer og flytransport.  Krydstogtet sælges af f.eks. how2cruise.dk

 

Oplev fem hovedstæder

Hvad: Flodkrydstogt
Hvor: Donau

Et flodkrydstogt på Europas næststørste flod Donau giver en fin mulighed for at opleve fem klassiske, Europæiske hovedstæder på den helt rigtige måde: Kom sejlende til oplevelserne.
Vi har fundet et 11 dages krydstogt med afgang 24. maj, arrangeret af 65-Ferie. Krydstogtet starter i Bulgariens hovedstad Sofia, fortsætter til Serbiens hovedstad Beograd, derfra til Ungarns hovedstad Budapest, Slovakiets Bratislava - og man slutter i Østrigs hovedstad Wien.
Det bedste ved et flodkrydstogt som dette er, at skibet lægger til i hjertet af fem Europæiske storbyer, og mens skibet ligger stille om dagen, er der fine muligheder for at opleve udvalgte steder i byerne. Og når dagens oplevelser er forbi, er det tid til at nyde en drink på dækket, mens skibet fortsætter rejsen på Donau.
På dette krydstogt sejles med M/S Rügen, som tilhører et tysk rederi og har plads til 90 passagerer. Kahytterne er fordelt på to dæk, og alle er udvendige med store vinduer. Der er et lille badeværelse og aircondition overalt. Skibet kan ikke sammenlignes med luksusskibene på Donau til meget høje priser. 10 nætter på M/S Rügen med de allerfleste måltider inkluderet og også de fleste udflugter koster fra 16.275 kr. pr. person - her er også inkluderet fly retur. Krydstogtet sælges af f.eks. 65-Ferie.

 

Traditionel tyrkisk båd

Hvad: Krydstogt i skærgården
Hvor: Antalya

Et skærgårds-krydstogt langs Tyrkiets kyst er en intim oplevelse. Man sejler i en traditionel to-mastet båd, en såkaldt gulet, som er bemandet med kaptajn, kok og et par hjælpere. Afhængig af skibets størrelse veksler antallet af kahytter, men det er ikke mange. I alle kahytter er der eget bad og toilet.
Og så er det ellers bare at nyde livet om bord med en god bog, mens kaptajnen sejler mellem småøerne eller stopper, så gæsterne kan hoppe en tur i det klare vand.
Undervejs kaster skibet anker i flere små bugter, og man stopper f.eks. op ved Tyrkiets svar på Atlantis, den mystiske sunkne by Batik Sehir. Ingen ved hvordan eller hvornår byen sank, men under overfladen kan man se de sunkne huse. Der stoppes også ved den antikke by Olympus, der engang var tilholdssted for pirater, og man går i land ved den lille by Simena, der kun kan nås fra søsiden og som har en fantastisk udsigt over skærgården fra borgen på toppen.
Krydstogtet udgår fra Antalya og slutter også her. Med afgang fra Antalya 27. maj koster et syv nætters krydstogt 5.248 kr. pr. person - prisen inkluderer fly retur, krydstogt og alle måltider, drikkevarer er ikke inklusive. Togtet sælges af f.eks. Apollo Rejser.

Læs også: Book fly og krydstogt samlet