Rasmus Paludan, der ved valget i 2019 var få tusind stemmer fra at komme i Folketinget, har nu valgt at skifte politisk spor til den anden side af Øresund.

Han agter nemlig at stille op ved det svenske Rigsdagsvalg, der skal afholdes i september.

Det oplyser han i en besked til B.T.

Hans kandidatur 'hinsidan' sparkes ifølge beskeden i gang med en stribe islamkritiske demonstrationer de kommende uger i Malmø, Gøteborg og – måske lidt overraskende – den norske hovedstad, Oslo.

Rasmus Paludan fik i oktober 2020 tildelt dobbelt statsborgerskab og har dermed ret til at stille op både i Danmark og i Sverige.

»Jeg kæmper dagligt for at stille op til Folketinget. Det vil jeg fortsætte med. Men da jeg anser islamiseringen af Sverige som langt mere fremskreden end i Danmark, så er det for mig utvivlsomt, at jeg også gør danskerne en stor tjeneste ved at stille op i Sverige,« udtaler partilederen opfølgende til B.T.

Stram Kurs samler altså fortsat underskrifter ind i Danmark, men partiet er stadig milevidt fra at opnå nok til at blive opstillingsberettiget.

I skrivende stund har partiet indsamlet blot 458 vælgererklæringer. Det kræver 20.182 for at kunne stille op.

Rasmus Paludan brød igennem den offentlige lydmur op til valget i 2019, hvor han især gjorde sig bemærket med en række koranafbrændinger, der hurtigt førte til sammenstød mellem moddemonstranter og politiet.

Samme år blev han idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266 b, også kendt som racismeparagraffen. Og året efter blev Paludan, der er uddannet jurist og har virket som advokat, idømt tre måneders fængsel for racistiske udtalelser og andre forhold og blev desuden frataget retten til at føre straffesager i tre år.

Selvom Paludan altså sigter efter en plads i det svenske parlament, så meddeler han B.T., at Stram Kurs i Danmark vil afholde intet mindre end 50 demonstrationer i danske byer for at indsamle vælgererklæringer.

»2022 bliver et spændende år for Skandinavien,« skriver Rasmus Paludan.