Venstres gruppeformand, Kristian Jensen skælder ud på kollegaen Eyvind Vesselbo (V), fordi han i en ny annonce går imod Venstres partilinje.

Det er ikke første gang, at folketingsmedlem for Venstre Eyvind Vesselbo (V) går imod Venstres partilinje. Men det er første gang, at han vælger at gå til valg på et af de områder, som han er uenig med partitoppen om. I morgen vil man i københavnske lokalblade kunne se Eyvind Vesselbos nye annonce med ordene:

"Væk med strafskatten på 6 pct. for pensionisterne".

Dermed går han i sin annonce imod Venstres linje, fordi han lægger op til at fjerne særskatten for pensionisterne. Og det er helt uacceptabelt, lyder det fra Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, som opfordrer Eyvind Vesselbo til at stå ved den aftale, som han indgik, da han stemte for særskatten. 

- Vi kan ikke acceptere, at man ikke står ved de ting, man aftaler. Jeg forventer, at Eyvind står ved den aftale, han har lavet med mig i forhold til den samlede skattereform. Den diskussion har vi haft flere gange, og sidst endte han med at stemme for. Medlemmerne af Venstres folketingsgruppe skal acceptere de forlig, Venstre har indgået -  særligt når de har været med til at vedtage loven som Eyvind.

Men Eyvind Vesselbo har ikke planer om at acceptere forliget, som Kristian Jensen opfordrer ham til. Tværtimod vil han presse på for at fjerne særskatten, sådan som han lover vælgerne det i sin annonce.

LÆS OGSÅ: Analyser, reportager og seneste nyt fra Valget 2011

-   Det er uretfærdigt og urimeligt, at pensionister, der har sparet op hele livet, skal betale 6 pct. af det de tjener i særskat. Det mener jeg er en strafskat for pensionister, som er urimelig og uretfærdig. Jeg vil tage sagen op med skatteministeren, og så vil vi være nogle stykker der presser på for at få særskatten væk, siger Eyvind Vesselbo, der hele tiden har været modstander af særskatten. Men i sin tid stemte han for, fordi regeringen ellers risikerede at komme i mindretal.

I dag møder Eyvind Vesselbo opbakning fra flere kollegaer i Venstre.

-   Det er urimeligt, at man pludselig skal betale en skat, som man ikke havde regnet med at skulle betale, da man lavede sin pensionsopsparing. Det er ikke fair over for de mennesker, der har sparet op, siger Hans Christian Thoning, folketingsmedlem og turismeordfører for Venstre.

Flemming Damgaard Larsen, som bl.a. er forbrugerordfører for Venstre, påpeger, at han er imod særskatter generelt.

- Jeg er modstander af særskatter. Generelt mener jeg, vi skal have så lave skatter som muligt.

Vil du så arbejde for at afskaffe særskatten på pension?

- Det vil jeg meget gerne, men måske er der andre skatter, som det er vigtigere at fjerne. Det er en prioritering.

Både den tidligere minister Britta Schall Holberg (V) og det erfarne medlem Preben Rudiengaard (V) har været store modstandere af særskatten på pension. Den holdning har de stadig i dag. De understreger begge, at de bakker op om kollegaen Eyvind Vesselbo.

- Særskatten har jeg været modstander af hele tiden. Den var et misfoster, da den blev indført. Ved et valg bør tavlen vaskes ren. Jeg kan kun anbefale en ny regering at fjerne særskatten. Det bakker jeg Eyvind Vesselbo fuldstændig op i, siger Preben Rudiengaard.

Fra Britta Schall Holbergs (V) side lyder det, at hun stadig håber, at særskatten bliver fjernet.

- Jeg arbejdede i sin tid kraftigt imod særskatten. Så jeg støtter fuldt ud den melding. Jeg har hele tiden været imod den skat, og vi var ved at vælte regeringen på det, da den blev indført. Det er ikke rimeligt at bede folk om at spare op for så at lave et indgreb i deres pension.