En økonomisk vismand sammenligner det med at tisse i bukserne for at holde varmen.

Og på Christiansborg langer flere partier nu kraftigt ud efter Mette Frederiksens forslag om at finansiere en ekstracheck til de ældre ved at lade staten stifte mere gæld.

Regeringen fik mulighed for at lade staten køre med et større underskud, da man tilbage i marts lavede en aftale om at bruge flere penge til forsvaret.

Det er den mulighed for at øge gælden, Mette Frederiksen nu vil benytte sig af.

Men det er den helt forkerte vej at gå, lyder det fra regeringsstøttepartiet De Radikale.

»Man må da forsøge at tro på, at regeringen foreslår det her, fordi de mener det. Ikke fordi de er gået i gang med at føre valgkamp. Jeg er bare bekymret for, at regeringen vil basere økonomien på gæld. Den skal jo betales tilbage på et tidspunkt,« siger partiets politiske ordfører, Andreas Steenberg.

Ifølge regeringens forslag skal 290.000 pensionister have et engangsbeløb på 5.000 kroner som en ekstraordinær ældrecheck lige før sommerferien. Også førtidspensionisterne skal have en skattefri check.

Derudover vil man hæve kørselsfradraget for borgere, der kører eller rejser langt på arbejde.

I alt bliver der, ifølge Mette Frederiksen, formentlig tale om en samlet regning på omkring tre milliarder kroner.

»Det er ikke et spørgsmål, om vi har råd til det. Men det er et spørgsmål, om økonomien har godt af det,« lød det tirsdag fra økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaard i et interview med TV 2.

Her advarede overvismanden mod, at politikerne sender flere penge ud i samfundet uden at finde finansiering.

At sende flere penge ud til danskerne i den nuværende økonomiske situation er, ifølge Carl-Johan Dalgaard, som »at tisse i bukserne for at holde varmen«.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deler valgmateriale ud, i forbindelse med valget om forsvarsforbeholdet, på Rådhustorvet i Randers lørdag den 23. april 2022.. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) deler valgmateriale ud, i forbindelse med valget om forsvarsforbeholdet, på Rådhustorvet i Randers lørdag den 23. april 2022.. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix) Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Hvis hjælpechecken til danskerne er finansieret, vil det sige, at pengene bliver taget fra et andet sted. Dermed er der altså, lidt forenklet sagt, samme mængde penge i samfundet. Problemet opstår, hvis der sendes en ekstra pose penge ud i samfundet, uden at de tages et andet sted fra, fordi det kan puste til den ulmende inflation.

Og det er altså dét, Mette Frederiksen nu vil gøre.

»Det bringer minder om Anker Jørgensen og dengang, man i 1970erne forsøgte at bekæmpe inflationen ved at pumpe flere penge ud i samfundet,« lyder det fra De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov.

»Vi er meget enige i, at der er behov for hjælp til nogle grupper i samfundet lige nu. Problemet er, at den måde, Mette Frederiksen vil gøre det på, vil øge inflationen, selvom hun sikkert påstår noget andet. Det hjælper jo ikke nogen,« siger Rasmus Jarlov.

I stedet peger han på muligheden for at give målrettede skattelettelser til de grupper, der er hårdest ramt af de seneste måneders stigende inflationen og forbrugerpriser.

B.T. har tidligere spurgt økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer, hvorvidt det er økonomisk forsvarligt at stifte milliardgæld for at uddele penge til bestemte grupper i samfundet.

Han kalder det en »glidebane« at bryde budgetloven for at fordele ekstra penge til bestemt vælgergrupper.

»Når der kommer op mod 100.000 ukrainske flygtninge, er det åbenlyst en ekstraordinær udgift. Men det er helt nyt, hvis man bryder gældsloftet for at finansiere almindelig fordelingspolitik,« lød det fra Michael Svarer.