Onsdag kunne mediet Frihedsbrevet afsløre, at Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, i kommunalvalgsåret 2017 sendte rigmanden Jesper Skovsgaard 100.000 kroner for at få 50.000 kroner tilbage i form af kampagnestøtte..

Nu viser det sig, at Socialdemokratiet i Aalborg endda har hjulpet Jesper Skovsgaard med at lade de 50.000 kroner lande uset og umistænkeligt på partiets konto. Det viser fakturaer, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af.

De tre fakturaer med de i alt 50.000 kroner, der kommer fra Jesper Skovsgaard. Foto: Frihedsbrevet
De tre fakturaer med de i alt 50.000 kroner, der kommer fra Jesper Skovsgaard. Foto: Frihedsbrevet
Vis mere

Leif Beltoft, der er kasserer for Socialdemokratiets lokalforening i Aalborg, sendte de tre fakturaer og har dermed blåstemplet den mistænkelige opdeling af de 50.000 kroner. Til Frihedsbrevets journalists spørgsmål om, hvordan det kom i stand, svarer han dog:

»Det rager ikke dig.«

I en mail, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i, ses det, at tidligere kommunaldirektør Jens Kristian Munk også var inde over planerne for, hvilke personer der skulle deltage i mødet vedrørende kampagnefilmen til Nybyggerne.

Frihedsbrevet har oven i købet fået dokumentation på, at Jens Kristian Munk, efter sin afgang fra kommunaldirektørposten d. 31. marts 2016, var indvolveret i Jesper Skovsgaards pengeoverførsel til Socialdemokratiet. Det afviser den tidligere kommunaldirektør dog blankt over for Frihedsbrevet. Efter han fratrådte posten som kommunaldirektør, blev han medlem af Socialdemokratiet og var aktiv i Thomas Kastrup-Larsens valgkampagne.

Flere af kommunens rådmænd samt flere eksperter mistænkeliggører processen. Forvaltningsekspert Frederik Waage siger, at sagen ligner en åbenbar omgåelse af partistøtteloven og mener, at byrådet bør kræve, at sagen bliver kulegravet.

“Den tidligere kommunaldirektørs rolle i det her bør nok også undersøges. Det er atypisk, at en neutral embedsmand på den her måde så hurtigt bliver en del af borgmesterens valgkampagne,« siger han om Jens Kristian Munks deltagelse i sagen.

Jesper Olsen fra Transparency International drager endda paraleller til Peter Brixtofte-sagen, hvor han som daværende borgmester i Farum støttede Farum Boldklub med kommunens penge.

Siden afsløringen er Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, blevet sygemeldt med stress. Hans stedfortræder, Helle Frederiksen, har dog meldt ud til Frihedsbrevet, at hun ikke har tid til at kommentere på sagen.

Socialdemokratiet i Aalborgs gruppeformand, Lasse Frimand Jensen, har ikke svaret på Frihedsbrevets spørgsmål, og det samme gælder for Jesper Skovsgaard og Aalborg Kommunes nuværende kommunaldirektør, Christian Roslev.

B.T. følger sagen...