Flere fremtrædende præster kritiserer udnævnelsen af Manu Sareen til Kirkeminister.

Blank og uegnet. De ord bruger en række præster om Danmarks nye Kirkeminister, Manu Sareen.

Præsterne mener, at Manu Sareens manglende viden om kristendommen og folkekirken gør ham uegnet som Kirkeminister.

- Det havde været en god idé, at udnævne en kirkeminister, der ved en lille smule om folkekirken. Manu Sareen har ikke haft noget som helst med kristendom at gøre. Han bliver minister for et område, han ikke ved noget om, siger Jesper Langballe, der er sognepræst og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Han frygter blandt andet, at den nye regering vil tvinge præster til at gennemføre vielser af homoseksuelle.

- Det har længe trukket op til man vil tvinge kirken til at vie homoseksuelle. Det vil få folkekirken til at flække på langs, siger han.

Netop spørgsmålet om homovielser var årsag til, at Manu Sareen var tæt på at melde sig ud af folkekirken. Han udfyldte udmeldingsblanketten og lagde den i en kuvert, men besluttede i sidste øjeblik at vente med at sende den.

- Det virker ejendommeligt, at man vælger en kirkeminister med et mildest talt anstrengt forhold til folkekirken.Det er vanskeligt, at at have en folkekirke, der er underlagt staten. Men ligefrem at få en leder, der har truet med at melde sig ud af folkekirken. Det virker mærkeligt. Han har jo en indstilling, der ikke rimer med Folkekirken.

Sørine Godtfredsen, der er sognepræst i Valby og kendt for sine skarpe meninger, stiller sig også tvivlende over for Manu Sareens evner som Kirkeminister.

- Jeg har intet imod Manu Sareen, men jeg har ikke nogen grund til at tro, at han er kvalificeret til at blive kirkeminister. Han er aldrig kommet med udtalelser, der viser, at han har en viden om kristendommen eller et særligt forhold til folkekirken. Det virker som om, man har valgt en temmelig blank person til posten, siger Sørine Godtfredsen, der beder en stille bøn om, at Manu Sareen vil forholde sig ydmyg til jobbet og sætte sig grundigt ind i stoffet.

Udnævnelsen af Manu Sareen har fået Pernille Vigsø Bagge (SF) til at true med at melde sig ud af SF. Hun var favorit til posten som Kirkeminister og tydeligt skuffet over ikke at få jobbet.

- Kirken gik til en, der ikke er med i foreningen, og formentlig ikke aner noget om den, skriver hun i en statusupdate på Facebook.

Det er dog ikke alle, der kritiserer udnævnelsen af Manu Sareen til Kirkeminister.

- Jeg er utrolig glad for, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Han er også blevet ligestillingsminister, og de to poster harmonerer godt, da Manu Sareen har kæmpet en brav kamp, for bøsser og lesbiske ret til at blive viet i Folkekirken, siger Ivan Larsen, sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro siden 1976.