Magnus Heunicke spænder selen i ministerbilen og kigger ud i luften.
»Jeg har været rigtig hårdt ramt. Jeg tror også, at folk kunne se det på mig under pressemøder,« siger han og tilføjer:
»Jeg lignede en hængt kat.«
B.T. er med Magnus Heunicke i hans sidste tur i ministerbilen ud af parkeringspladsen hos Sundhedsministeriet på Holbergsgade og over til Miljøministeriet på Slotsholmsgade, hvor han nu skal arbejde.
Han blev kendt som corona-generalen, der i flere målinger blev vurderet som den mest populære minister i den tidligere S-regering.
Men hele coronakrisen ramte Magnus Heunicke så hårdt, at de ansatte i Sundhedsministeriet måtte gøre noget.
»Folk i ministeriet kunne se, jeg godkendte sager mellem 03 og 04 om natten, og havde gjort det i en periode. Jeg troede ikke de kunne se det, men det kunne de åbenbart i vores elektroniske sagsbehandlingssystem,« forklarer Magnus Heunicke, der altså selv forsøgte at ignorere, hvor ramt han var af arbejdspresset.
»De sagde, det ikke var holdbart, og så prøvede jeg at lade være med at stå op om natten og arbejde, men jeg kunne ikke lade være,« siger han.
Da det ikke lykkedes for Magnus Heunicke at få sovet, var meldingen klar fra Sundhedsministeriet.
»Så var rådet, at jeg skulle tale med min læge om det, og så gjorde jeg det. Og af den vej fik jeg så også talt med en psykolog, der hjalp mig i en længere periode,« siger han.
Magnus Heunicke lærte, hvorfor han var så ramt af stress.
»Hvis man er stresset, så kender man godt til, at man har stresshormoner i kroppen, og pludselig er man utrolig frisk. Det kan man godt, for kroppen er helt enestående, men det er slet ikke langtidsholdbart på nogen måder,« siger han.
Psykologen gav Magnus Heunicke nogen forskellige måder at håndtere sin stress.
»Selvom man skal træffe store og vigtige beslutninger, så skal der være tid til, at man går en tur og får ilt til hjernen. Og det gjorde jeg og min rådgiver også. Det var sådan nogen tricks, jeg lærte,« siger Magnus Heunicke, der også begyndte på meditation for at få mere overskud.
Privat er Magnus Heunicke gift med Nina Groes, der er direktør i organisationen Divérs, og far til de to piger, Ella og Rakel. I perioder, hvor coronakrisen hærgede allermest, havde han ikke tid til at være familiefar.
»Jeg håber ikke, det lyder, som om jeg klynker, for jeg er stolt over mit arbejde. Men jeg var sundhedsminister, da den største sundhedskrise i over 100 år ramte, og så går al den vågne tid med det. Når jeg kom hjem, var det bare for at sove i kort tid, så vågnede jeg igen, og så var det bare med at arbejde,« siger han.
Magnus Heunicke håber ingen andre kommer igennem noget lignende det, han har været igennem.
»Jeg håber ikke, nogen kommer til at skulle igennem det som os, der havde de poster og ansvar i samfundet under coronakrisen. Det er bare hamrende hårdt og ubehageligt,« siger han og tilføjer:
»Man ser ind i noget, der er så angstprovokerende, og man skal træffe de rigtige beslutninger. Jeg bliver berørt bare af at tale om det.«
Magnus Heunicke opfordrer folk til at få hjælp til at håndtere deres stress, når der er brug for det.
»Jeg ved godt, det kan være et tabu at tale om, men jeg synes, vi skal nedbryde det tabu. Det kan mange mennesker have brug for, og det kan man også have brug for, når man har et stort ansvar som minister,« siger han.
Nu venter så et nyt arbejde som miljøminister for Magnus Heunicke.
En ministerpost der næppe er så stressende som tjansen som sundhedsminister, der nu ligger hos Sophie Løhde fra Venstre.
Magnus Heunicke, havde du ikke regnet med at komme over i et større ministerium end miljøministeriet i den nye SVM-regering?
»Jeg er ikke enig i den måde, du ser på det. Det kan være, jeg om tre måneder vil synes, det er en skuffelse. Men det tror, jeg bare ikke. Jeg er virkelig fuld af energi og entusiasme for det her,« siger han.
Hør B.T.s politiske podcast Slottet&sumpen: