Donationspakke skal finansiere produktion af droner, ammunition og missiler i den ukrainske forsvarsindustri.

Knap 1,6 milliarder kroner yderligere er på vej til Ukraine som del af en ny donationspakke fra Danmark.

Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fredag orienteret Udenrigspolitisk Nævn om.

Foruden de 1,6 milliarder sættes der også omkring 1,1 milliard af til andre donationer, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Ukraine har været i krig siden 2022, hvor nabolandet Rusland indledte en invasion.

Mere end tre år med krig har tæret på det ukrainske militær. Behovet for støtte er stort, siger Troels Lund Poulsen.

- Ukraines behov for militær støtte er fortsat massivt, og en af de bedste mådersom vi kan hjælpe på, er at bidrage mere til den ukrainske forsvarsindustri. Og vi ved, at der fortsat er uudnyttet kapacitet i den ukrainske forsvarsindustri.

- Derfor afsætter vi i dag knap 1,6 milliarder kroner til den såkaldte danske model, siger Troels Lund Poulsen.

Med den nye donationspakke er der blevet sat 5,9 milliarder af til den danske model mellem 2024 og 2027.

Den danske model går ud på, at europæiske penge går til produktion af ukrainske våben i Ukraine.

Donationspakken er den 27. i rækken og finansieres af Ukrainefonden.

Samlet set har de danske politikere lavet aftaler om donationer til ukrainerne for omkring 70,3 milliarder kroner i perioden 2022 til 2028, skriver Forsvarsministeriet.

De omkring 1,6 milliarder til forsvarsindustrien i Ukraine kan blandt andet bruges på at producere droner, missiler og ammunition.

At investere i den ukrainske industri - frem for eksempel at indkøbe og donere amerikanske våben - er den mest fornuftige måde at hjælpe det krigsramte land, mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Vi styrker bedst Ukraines forsvarsevne nu og her ved at understøtte landets egen forsvarsindustri. Jeg har netop været i Kyiv (Ukraines hovedstad, red.) og set med egne øjne, hvilken forskel landets våbenproducenter gør.

- Vi investerer nu i de ukrainske virksomheder, der fremstiller det, som Ukraine konkret har behov for, siger udenrigsministeren.

/ritzau/