Der afholdes søndag aften klokken 19.00 pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.

På mødet vil en folkeafstemning om de danske forsvarsforbehold, vi har i EU, være på dagsordenen. Folkeafstemningen vil angiveligt finde sted 1. juni i år.

Det erfarer B.T.

Det ser ud til at være et bredt flertal i Folketinget, der står bag. Således deltager foruden statsminister Mette Frederiksen formænd og -kvinder fra SF, Radikale Venstre og Konservative.

Afstemningen om forsvarsforbeholdet kommer på baggrund af den russiske invasion af Ukraine.

Forsvarsforbeholdet stammer fra det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992 og betyder grundlæggende, at Danmark står uden for militært samarbejde i EU.

Herunder alt hvad der hedder forsvarspolitik, hvor Danmark ikke har en stemme.

Søndag har der dagen igennem været forhandlinger i Statsministeriet om dansk sikkerhedspolitik.

Flere udtrykte inden forhandlingerne et ønske om at hæve Forsvarets budget, skriver Ritzau.

Blandt andet mener Venstre og De Konservative, at forsvarsbudget skal op på en størrelse, der svarer til to procent af bruttonationalproduktet (bnp) i løbet af de næste otte til ti år.

Målet om et forsvarsbudget på to procent af bnp stammer fra et møde i militæralliancen NATO i Wales i 2014.