Mette Frederiksen har afvist de borgerlige partiers ønske om at stille op til en ugentlig spørgetime i Folketingssalen, hvor de andre partiledere kan stille spørgsmål til statsministeren.

Men statsministeren slipper alligevel ikke for træde ned i Folketingssalen.

Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative har nemlig indkaldt statsministeren til en hasteforespørgsel i Folketingssalen onsdag klokken 13. Her vil partierne kræve svar på, hvad der er op og ned i flere aktuelle sager.

De vil blandt andet spørge ind til den uklare kommunikation omkring Ikeas åbning, hvor erhvervsminister Simon Kollerup har fordømt åbningen, selv om varehuset følger alle retningslinjer.

Desuden bliver de økonomiske konsekvenser, som er begyndt at koste massefyringer og konkurser, et omdrejningspunkt for hasteforspørgslen.

Mandag var det Danmarks ældste boghandel, Arnold Busck, som måtte dreje nøglen om. Og tirsdag meddelte SAS, at 5.000 ansatte skal afskediges, heraf 1.700 i Danmark.

Mette Frederiksen har fortalt, at den næste genåbningsfase først bliver meldt ud »kort før« den 10. maj, fordi der pågår forhandlinger med de andre partier.

Men flere af de borgerlige partier efterlyser langt større åbenhed om det aktuelle smittetryk og viden om coronasmittens udvikling, erfarer B.T.