Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Trusler på interne møder, magtkampe om en folketingskreds og en politianmeldelse af Morten Messerschmidt.
Mandag aften fik Dansk Folkepartis hovedbestyrelse nok af deres nordjyske byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen, der ifølge flere kilder har været sendt i skammekrogen i længere tid.
En politianmeldelse af blandt andet Morten Messerschmidt for at ignorere underslæb og mandatsvig i lokalforeningen i Hjørring blev dråben for hovedbestyrelsen, som ekskluderede ham.
Men flere centrale DFere fortæller til B.T., at der har været en heftig krig mellem Erik Høgh-Sørensen og Messerschmidt-lejren i ugerne op til politianmeldelsen.
I sidste uge var DF'erne samlet til et gruppemøde i Aalborg i forbindelse med det årlige KL-topmøde. Her skabte Erik Høgh-Sørensen en mindre scene, da han ifølge flere kilder, der var til stede, truede med, at 'det vil få konsekvenser', hvis han ikke fik lov at stille op til Folketinget.
Desuden truede han med, at en del medlemmer i Nordjylland ville melde sig ud af partiet på grund af partitoppens behandling af ham selv.
Erik Høgh-Sørensen havde udset sig Frederikshavn-kredsen, som er blevet ledig efter Bent Bøgsted, og som internt ses som den bedste kreds i Nordjylland.
Men et par uger forinden var han blevet forbudt at opstille, blandet andet fordi Erik Høgh-Sørensen 27. februar i et læserbrev i Jyllands-Posten argumenterede for, at Vesten skal sende atomvåben til Ukraine.
I weekenden valgte DF'erne i stedet den 23-årige Nana Thillemann Harring som spidskandidat i Frederikshavn.
Da DFs hovedbestyrelse i løbet af mandagens blev forholdt politianmeldelsen og Erik Høgh-Sørensens udtalelse i pressen om, at Messerschmidt er en »tyran på en tømmerflåde« – valgte de at mødes om aftenen.
Her blev det besluttet, at partiets nordjyske hardliner er fortid i partiet. Beskeden fik Erik-Høgh Sørensen på mail tirsdag klokken 7:19.
Adspurgt om forløbet siger Erik Høgh-Sørensen til B.T.:
»Det er rigtigt nok, at mit eget parti forhindrede mig i at opstille til Folketinget på baggrund af to fuldstændig ubegrundede forhold. Det første handlede om beskyldningerne fra Radikale politikere om, at jeg har forfalsket mit eksamensbevis fra San Francisco State University. Noget, som Detektor (DRs faktaprogram, red.) har tilbagevist. Det andet handlede om læserbrevet, som jeg står fuldt på mål for,« siger han.
Han bekræfter også, at han 'talte i utvetydige vendinger til Morten Messerschmidt' på gruppemødet i Aalborg i sidste uge.
»Det er min stil at sige tingene meget direkte. Morten Messerschmidt er løbet fra sit løfte om at samle partiet og lytte til baglandet, og det reagerede jeg på under mødet i Aalborg,« siger den nordjyske DF'er.
Nogen vil mene, at du har skabt meget ballade internt i DF, og at politianmeldelsen af Messerschmidt blot er et hævntogt, fordi du ikke fik lov at stille op i Frederikshavn?
»Det er fuldstændig forkert. Politianmeldelsen har været under vejs noget tid og har intet at gøre med kandidaturet til Folketinget.«