Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev betaler 17.316,25 kroner tilbage for maden til en fødselsdagsreception, som hun holdt i 2014 i forbindelse med sin 30 års-fødselsdag.

Det skriver hun i en mail til BT.

Betalingen kommer, efter at BT i løbet af ugen har søgt om aktindsigt i kommunens udgifter til hendes fødselsdagsreception, som fandt sted den 15. august  2014. Fødselsdagsreceptionen skal ikke forveksles med det bryllup, som de seneste dage har fyldt i BT og flere andre medier.

Om arrangementet skriver Anna Mee Allerslev:

'Sekretariatet fulgte reglerne for officielle, offentlige runde fødselsdagsreceptioner. Derfor sendte de ikke regning videre dengang. Men jeg har i dag betalt for forplejningen kr. 17.316, 25 til receptionen, da jeg ikke vil have, at dette kommer til at skygge for mit politiske virke. Det er min beslutning, men jeg forventer ikke, at mine kollegaer, der har fulgt reglerne lige som mig, betaler for deres officielle arrangementer'.

Hun tilføjer, at fødselsdagen var åben, annonceret og offentlig tilgængelig.

'Og udgifterne har været tilgængelige for alle på Københavns Kommunes hjemmeside siden afholdelsen i 2014,' skriver Anna Mee Allerslev.

Tilbagebetalingen kommer efter, at BT i går kunne fortælle, at Københavns Kommune kritiseres for at låne den gamle Rådhushal kvit og frit til Anna Mee Allerslevs bryllup i august.

For andre mennesker ville et tilsvarende arrangement koste 65.000 kr., som er dagstaksten for at låne Rådhushallen.

Københavns Kommune forsvarer den favorable ordning for politikerne med, at det er en administrativ praksis, som har udviklet sig gennem årene efter en uformel drøftelse mellem politikerne på Rådhuset.

Forvaltningseksperter har dog over for BT slået fast, at den uformelle drøftelse – som kommune kalder en administrativ praksis – at er i strid med reglerne om politikernes brug af lokalet.

BT er i besiddelse af en oversigt over Anna Mee Allerslevs fødselsdagsreception, der foregik i lokalet, der hedder Hovedkassen. Af den fremgår det, at der skulle komme mellem 150 og 400 personer og fejre borgmesteren.

Gæsterne kunne se frem til en eksotisk menu, der blandt andet bestod af små libanesiske marinerede grillspyd med okse og lammekød, små sprøde pakker med krydret kyllingefyld fra Marokko, libanesiske minipizzaer med kød og tranebær. Der blev desuden budt på kage.