Danmark og 24 andre lande står klar til yde økonomisk støtte og sørge for personale og udstyr til behandling af patienter fra Gaza på Vestbredden.

Det gælder blandt andet i Østjerusalem.

Det skriver udenrigsministrene fra 25 lande i en udtalelse, der natten til tirsdag er blevet offentliggjort af Udenrigsministeriet.

- Da den humanitære krise i Gaza fortsætter med at udspille sig, er der et presserende behov for at udvide den medicinske behandling af patienter fra Gaza, skriver ministrene.

Landene beder desuden Israel om at genåbne korridorer til Vestbredden og Østjerusalem, så det er muligt at patienter fra Gaza kan modtage behandling der.

- Vi opfordrer desuden Israel til at ophæve restriktionerne på levering af medicin og medicinsk udstyr til Gaza, hvilket er i overensstemmelse med Israel forpligtelser under international lov, lyder det.

Udtalelsen er underskrevet af udenrigsministrene fra Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Irland, Italien, Kroatien, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tyskland og Østrig.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at udtalelsen er blevet koordineret af Danmark.

Ifølge Udenrigsministeriet tog Danmark initiativ til erklæringen.

- Jeg er glad for, at en bred kreds af lande nu stiller sig bag den danske appel om at give patienter fra Gaza mulighed for at få behandling på Vestbredden.

- Jeg har selv besøgt et topmoderne hospital på Vestbredden for nylig, hvor der var mange ledige sengepladser. Vi har brug for at lægge et benhårdt pres på Israel for, at de giver de nødvendige tilladelser, og den her erklæring er et vigtigt skridt på vejen, siger Løkke i en pressemeddelelse.

Løkke sagde i slutningen af august, at den danske regeringen vil hjælpe palæstinensiske patienter med livstruende sygdomme på hospitaler i Østjerusalem.

Dengang sagde han, at regeringen ville afsætte 30 millioner til behandlingen af patienterne. Det fremgår af udtalelsen natten til tirsdag ikke, hvor mange penge de 25 lande samlet vil afsætte.

Løkke var tidligere i september på besøg i Israel. Også her appellerede han til, at Israel giver mulighed for, at palæstinensere fra Gaza kan blive transporteret til Østjerusalem og Vestbredden for at få hospitalsbehandling.

Behandling af patienter fra Gaza i disse områder kræver accept fra Israel.

Israel har takket nej til tilbuddet, fortalte udenrigsministeren dengang til Jyllands-Posten.

/ritzau/