Engelske Daily Mail skriver, at Liverpool allerede har udset sig afløseren for Daniel Agger. Det bliver ifølge det tabloide medie Daily Mail en gammel kending af Brendan Rodgers, der skal afløse Daniel Agger i Liverpool.

Rodgers har nemlig et rigtigt godt øje til Swansea-forsvareren Ashley Williams, der sammen med Steven Caulker gjorde oprykkernes defensiv til den syvendebedste i ligaen. Holdet lukkede 51 mål ind på de 38 kampe - blot to flere end Arsenal.

Og selv om Rodgers har en skriftlig aftale med sin tidligere klub Swansea om, at han ikke må gå på fangst i den walisiske klub, har han tænkt sig at hente 28-årige Williams, ligesom han fortsat forsøger at gafle midtbanekreatøren Joe Allen.
 
Daniel Agger forventes ifølge avisen at skifte klub i løbet af sommeren, og Manchester City skulle være det varmeste navn på rygtebørsen lige nu. Barcelona har fået øjnene op for Arsenals Alex Song i stedet for Agger, skriver avisen.

Alt dette er fortsat bare rygter, og Daniel Agger-lejren har ikke selv sagt noget som helst om situationen endnu - ud over at han fortsat er glad for at være i Liverpool.