Lasse Norman Hansen er bare 24 år. Det er værd at huske, når man konstaterer, at han nu er én af bare 14 danskere, der har vundet tre olympiske medaljer eller flere - hvoraf den ene har været af guld. (Du kan se listen nederst i historien her)

Det er facit efter en ude-på-kanten-af stolen-oplevelse i mandagens pointløb, der afsluttede omnium-disciplinen ved OL.

Og det var tre olympiske medaljer, og det var 24 år.

Nu handler et professionelt cykelrytterliv om meget andet, end hvor man ligger på en liste over danske medaljetagere i mere end 100 års olympiske lege, men hvis nu Lasse Norman skulle vise sig at blive ved med at holde liv i både talenter og ambitioner på cykelbanen, så er det til at få øje på, at han kan blive en af alletiders helt store danske medaljetagere.

Det, vi har set fra Norman i den olympiske velodrom i de dage, der har været konkurrencer her, har simpelthen været stærkt og en af OL’s helt store danske præstationer.

Der var én bommert undervejs, og den blev fatal.

Jeg tror, at Lasse Norman kunne have vundet guld, hvis han bare havde nøjedes med at lave en skuffende præstation i det udskilningsløb i søndags. Men det gjorde han ikke, han kiksede totalt og blev simpelthen nummer sidst.

Det var der ikke råd til i et felt, der rummede så meget kvalitet, som det var tilfældet i år.
Men han gjorde, hvad han kunne for at rydde op efter sin fejl, da han i mandag aften i det afsluttende pointløb viste sit væddeløbsinstinktet frem og gik på jagt efter at forsvare sit olympiske guld fra London sidste år.

Pointløbet var ikke ret gammelt, før Lasse Norman satte af sted for at hente en omgang og dermed bringe sig helt ind i kampen om den fineste medalje. Og efter at have brændt nogle af sine mange, mange kræfter af i et langt sejt angreb, listede han forbi Mark Cavendish i den samlede stilling, da han tog en omgang og vandt to spurter undervejs.

Herfra fik Norman lov at nyde en opmærksomhed fra Cavendish, som han næppe har oplevet, når de har mødtes på landevejene. Og Cavendish lykkedes med at markere Norman fra at angribe mere og hentede selv de spurtpoint, der gjorde, at han kravlede forbi og sluttede som nummer to efter Elia Viviani og altså foran Lasse Norman.

Vi har undervejs ved dette OL set en rytter, der virkelig holder allerhøjeste klasse, men som altså måske også kunne have vundet guldet, hvis talentet for det taktiske spil havde været stærkere i udskilningsløbet.

Sportschef i DCU Lars Bonde fik fint øje på begge ting, da jeg i løbet af dagen talte med ham om, hvordan han ser Lasse Norman Hansen i dag i forhold til for fire år siden, hvor han som bekendt hentede guldet i London.

»Rent menneskeligt og udviklingsmæssigt er der ikke så meget, der er forandret i forhold til legene i London. Det er stadig den samme Lasse og dermed den samme mellemting mellem at stå med en fyr, der synes at være dumpet lidt uimponeret ned i denne verden med en fantastisk fighterånd, men uden helt at have knækket den taktiske kode. Der er simpelthen ikke andre ryttere med Lasses klasse, der ville kunne fucke et udskilningsløb op på den måde, som han kom til at gøre det,« siger han.

Derudover har Bonde oplevet de fire år, der er gået mellem guldet i London og nu altså til to gange bronze i Rio på den måde, at Lasse Norman har mistet en lille smule på de korte discipliner, men omvendt er blevet enormt stærk på de lidt længere, hvilket alle også så, da han var den helt store motor på det hold, der kørte bronze hjem i holdforfølgelsesløbet i fredags.

»Vi har set, at hver gang, at han kommer under DCU’s vinger, så bliver han bare meget god. Det er stadig der, at han er klart bedst. Vores landstræner Casper Jørgensen ved, hvad der skal til, når han har Lasse. Og det kan jeg jo være rigtig glad for, og det er jeg, men i forhold til at komme ud i verden, der mangler han stadig lidt,« siger Bonde.

Men i olympisk sammenhæng er han stor.

Her har du den lovede liste:

Lars Jørgen Madsen, skytte, OL-medaljer: 5 (2 guld, 2 sølv, 1 bronze)

Eskild Ebbesen, roer, OL-medaljer: 5 (3 guld og 2 bronze)

Paul Elvstrøm, sejler, OL-medaljer: 4 (alle af guld)

Anders Peter Nielsen, skydning, OL-medaljer: 4 (1 guld, 3 sølv)

Håndboldlandsholdet for kvinder: OL-medaljer: 3 (alle af guld)

Jesper Bank, sejler, OL-medaljer: 3 (2 guld og 1 bronze)

Henry Hansen, cykling,OL-medaljer: 3 (2 guld, 1 sølv)

Karen Margrethe Harup, svømning, OL-medaljer: 3 (1 guld, 2 sølv.)

Morten Jørgensen, roning, OL-medaljer: 3 (1 guld, 1 sølv, 1 bronze)

Viggo Jensen, vægtløftning, OL-medaljer: 3 (1, guld, 1 sølv, 1 bronze)

Willy Falck Hansen, cykling, OL-medaljer: 3 (1, guld, 1 sølv, 1 bronze)

Ole Berntsen, sejlsport, OL-medaljer: 3 (1, guld, 1 sølv, 1 bronze)

Niels Fredborg, cykling, OL-medaljer: 3 (1, guld, 1 sølv, 1 bronze)

Lasse Norman Hansen, cykling, OL-medaljer: 3 (1 guld, 2 bronze)

Erik Hansen, kajak, OL-medaljer: 3 (1 guld, 2 bronze.)