Det er kun et år siden, at rapperne Pharfar og Klumben som en del af bandet Humørekspressen sprang ud som dansktopsangere. Lørdag aften vandt de prisen for årets bedste album til Dansktopprisen i Herning.

Dansktop-genren har fået et ungdommeligt løft.

Den aldrende genre, der bedst er kendt for Keld og Hilda, kære lille mormor og Kandis-Johnny, fik sidste år et skud adrenalin af rapperne Pharfar og Klumben, der sammen med tv-værten Chapper og guitarist i popgruppen Panamah Peter Lützen under navnet Humørekspressen, debuterede med dansktopalbummet ’En lille én’.

Gruppen blev til sidste års uddeling af Dansktopprisen officielt budt velkommen på dansktoppen af genrens grand old man Keld Heick, og til årets store prisshow i Jyske Bank Boxen i Herning kunne de så krone debuten som vindere af prisen ’Årets dansktopalbum’, hvor de vandt over Fede Finn og Funny Boyz og det gamle Shu-bu-dua-medlem Michael Hardingers band Hardinger Band.

»Jeg har fået skæld ud af folk, der tror, vi gør nar af det hele og pludselig en dag springer frem og siger, at det hele var en joke. Men det er det ikke. Vi synes virkelig, det er fedt,« har Pharfar tidligere udtalt om Humørekspressens indtog på dansktoppen til BT.

Årets dansktop pris blev ligesom sidste år afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning i samarbejde med ugebladet Familie Journalen.

Det er i år 50 år siden, at dansktoppen som hitliste første gang blev sendt i radioen, og derfor blev årets show afholdt som en stor jubilæumsfest, hvor aftenens værter udgiverdirektør for Aller Media Anette Kokholm, Keld Heick og ’Vild med dans’-stjernen Thomas Evers Poulsen guidede publikum igennem et nostalgisk genhør med optrædener fra alt fra Johnny Reimar, Dorthe Kollo og Richard Ragnvald.

Udover hovedpriserne som ’årets dansktop album’, vandt blandt andet det tidligere Four Jacks-medlem James Rasmussen prisen som ’årets mandlige dansktop solist’, mens Dorthe Kollo fik overrakt Familie Journalens ærespris for sin mangeårige indflydelse på dansktoppen.

Den 70-årige dansktop-sangerinde bor i Bremen i Tyskland og har de sidste år skåret ned på turnélivet.

»Jeg optræder jævnligt ved store koncerter i større, tyske byer, men jeg turnerer ikke længere. Jeg har set hotelværelser nok i mit liv,« udtalte hun for nylig til Familie Journalen.

Dansktoppens største stjerner Kandis, der tidligere på året udsendte albummet ’Kandis 18’ og som næste år kan fejre 30 års jubilæum, vandt prisen som ’Årets dansktop gruppe’ foran Humørekspressen og Klaus & Servants.