Fem personer blev her til morgen evakueret fra Gellerupbadet, da 500 liter saltsyre ved en fejl endte i kloakken. Afspærringen er nu ophævet igen. Det skriver stiften.dk

Politi og brandvæsen mødte tidligt fredag morgen talstærkt op ved Gellerupbadet på Dortesvej i Brabrand, hvor 500 liter saltsyre ved en fejl blev ledt ud i kloakken i forbindelse med rensning af bassinerne.

Fem personer blev øjeblikkeligt evakueret fra badet. De har det alle godt, og ifølge politiet var kemikalieudslippet ikke til fare for personer uden for Gellerupbadet. Alligevel valgte ordensmagten for en sikkerheds skyld at oprette en sikkerhedszone omkring badet. Syredampe er nemlig særdeles farlige at indånde.

Kommunens miljøvagt gik straks efter udslippet i gang med at rense og skylle kloakken godt igennem.

Politiets afspærring blev ophævet igen omkring klokken 9.30, og Arbejdstilsynet skal nu forsøge at klarlægge detaljerne omkring ulykken.

»Vores foreløbige vurdering lyder på, at udslippet skyldtes en funktionsfejl på noget udstyr. Helt konkret en knap, der havde sat sig fast. Arbejdstilsynet overtager sagen herfra«, fortæller politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.

Stort oprydningsarbejde

Aarhus Kommunes miljøvagt var sammen med Aarhus Vand, politi og brandvæsen på en større detektivopgave i timerne efter udslippet.

»Det drejer sig nu om at finde ud af, hvor syren er løbet hen i kloakken, og hvor stor skade den har forvoldt. I første omgang skyller vi efter med en masse vand for at fortynde«, siger miljøvagt Mads Andersen, da Århus Stiftstidende fanger ham sidst på formiddagen.

»500 liter er en pænt stor mængde saltsyre, og den kan gøre stor skade på kloakkerne beton, som den er i stand til at ætse«, forklarer han.

Ifølge miljøvagten vil saltsyren hverken påvirke fiskene eller fuglelivet omkring Brabrand Sø, når kemikalieskyllen på et tidspunkt ender dér.

»Dertil er mængden for lille. Det vil hurtigt blive fortyndet af søvandet«, siger han.

Gellerupbadet blev efter ulykken lukket for badegæster. Man afventer grønt lys fra miljømyndighederne, før badet igen kan åbne. Det er endnu for tidligt at sige, om det bliver på denne side af weekenden.