30. januar 1992 var en af de dage, hvor hun allernådigst af sin mor havde fået lov at tage bussen ind til midtbyen i Fredericia.
Med sit lyse hår og en bordeaux vindjakke tilføjede 12-årige Susan Hansen lidt kolorit til den grå januardag, da hun byttede bøger på biblioteket, hentede medicin til sin mor og købte blyanter i en legetøjsforretning.
Kort efter sit besøg i legetøjsforretningen blev Susan Hansen set af en pige fra hendes parallelklasse, der fra den anden side af vejen vinkede mod sin skolekammerat.
Susan Hansen registrerede ikke vinket, og det skulle blive den sidste gang, at hun blev set i live.
Eller rettere sagt: Der er én til, der har set den lille pige i live, men den person er aldrig blevet fundet.
I udkanten af Fredericia sad Susans mor og ventede på, at klokken blev 17, hvor aftalen var, at datteren skulle være hjemme.
Men ingen lyshåret pige åbnede døren, og den bekymrede mor begyndte at kontakte både veninder og politi.
Næste morgen gik en 14-årig dreng på vej i skole, da han kom forbi en grøft ved Herslevvej i Fredericia og opdagede en livløs pige.
Pigen var lagt, så det lignede, at hun sov.
Ved siden af liget lå et sæt blyanter og en pose med biblioteksbøger og medicin.
Det var Susan Hansen.
De første retsmedicinske undersøgelser vurderede, at drabet skulle være sket sent om aftenen den 30. januar, og at Susan Hansen havde ligget i grøften en tre til fire timer, da hun om morgenen blev fundet.
Undersøgelserne viste også, at pigen ikke var blevet udsat for et seksuelt overgreb, men at hun var blevet dræbt ved kvælning.
Det var småt med tekniske spor ved findestedet, men heldigvis – tænkte politiet dengang – havde man et meget tydeligt dækspor at gå efter.
Dækket skulle angiveligt komme fra en firhjulstrækker og var af typen BF Goodwich Trail Terrain T/A.
Firhjulstrækkeren blev omdrejningspunktet i en stor del af politiets og Rejseholdets efterfølgende efterforskning.
Ét vidne havde set hende gå ind i en bil. Ét vidne havde hørt en pige råbe i en nærliggende skov. Ét vidne havde set en rød bil i området, der var interessant.
Men desværre førte ingen af forklaringerne til, at man fandt Susan Hansen morder, og det er stadig konklusionen den dag i dag.
Flere mulige gerningsmænd har ellers været i kikkerten.
En af dem havde Kurt Kragh fra Rejseholdet særligt på radaran:
»Jeg kom på sagen efter måske to uger og var på den i halvandet år. Vi var omkring ti mand fra Rejseholdet og ti mand fra lokalpolitiet, men vi havde ingenting. Der var ingen tekniske spor i form af DNA, og ingen havde set dem sammen,« siger Kurt Kragh i dag og fortsætter:
»Et stykke henne i efterforskningen begyndte jeg dog at interessere mig for en særlig rød bil.«
Interessen begyndte, da Kurt Kragh opdagede en sag med en mand, der havde samlet en lille pige op i en rød bil og kørt hende ind til Kolding Sygehus og tilbage igen uden at gøre noget.
Pigens forældre var blevet tossede og taget hende med til politiet, men her blev der ikke gjort meget ud af sagen, da den fremmede mand trods alt ikke havde udsat den lille pige for et overgreb eller lignende.
Alligevel borede Kurt Kragh sig dybt ned.
»Med min baggrund vidste jeg jo godt, at når en mand samler en pige op og tager hende med ind til byen, så kan der meget vel være andre motiver, selvom han ikke endte med at gøre noget,« siger Kurt Kragh og fortsætter:
»Så jeg ledte efter lignende sager og fandt faktisk syv-otte stykker, hvor det godt kunne være den samme mand. Derfor havde vi en lang række krænkere inde til afhøring, men problemet var jo, at vi ikke havde noget. Så medmindre de pludselig tilstod det hele, var det umuligt at fælde nogen.«
Af samme grund er Susan Hansen-sagen faktisk ikke en af de sager, som oftest finder vej til Kurt Kraghs tanker.
»Der er andre sager, hvor man måske har været tæt på og føler, at en mulig gerningsmand efterfølgende har kunnet gå ud og foretage lignende forbrydelser. Men her var vi så langt fra, fordi vi havde intet at gå efter. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er en dybt tragisk sag,« siger Kurt Kragh.
