En formodet telefon-tyvebande blev søndag morgen anholdt af Nordjyllands Politi i besiddelse af 13 telefoner.

En af telefonerne havde ejeren ellers gemt et ganske privat sted.

- Det er godt arbejde af kollegerne.

Sådan siger vagtchef Frank Liltorp, Nordjyllands Politi, om den patrulje, der kl. 05.34 i morges fattede mistanke til en svensk indregistreret bil på Budolfi Plads i Aalborg.

- I bilen finder man tre personer, to mænd på 32 og en 18-årig kvinde, som er af rumænsk oprindelse, men bosat i Sverige. De var i besiddelse af 13 mobiltelefoner. Sjovt nok ca. det antal mobiler, der var stjålet hen over natten fra Jomfru Ane Gade, hvor der var en del anmeldelser, siger Frank Liltorp.

De tre rumænere blev anholdt og sigtet for tyveri. Politiet mener, at de tre har været på tyvetogt gennem Aalborgs natteliv for at stjæle dyre mobiltelefoner, og overvejer i øjeblikket, om rumænerne skal fremstilles i grundlovsforhør.

Hvis sigtelsen holder vand, er der tale om et meget fingernemt trekløver. Det afslørede en af de telefonejere, som Nordjyllands Politi i morges var i kontakt med.

- De er sigtet for tyveri af mobiltelefoner. Det er fra tasker og i det hele taget. En forurettet forklarede, at hun havde sin mobiltelefon mellem brysterne, en iPhone, men hun havde ikke opdaget det, før efter at det var sket, fortæller vagtchefen.