Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det er en form for kriminalitet, som ofte kopieres, fordi forbrydelsen er nem at begå, påpeger to psykiatere.

Der har i løbet af ugen været flere tilfælde af stenkast fra motorvejsbroer – i weekenden et med dødelig udgang – og selv om politiet ikke i øjeblikket kan udtale sig om, hvem der står bag, synes det ikke sandsynligt, at det er den samme person eller gruppe af personer, der står bag de livsfarlige stenkast på Sjælland, Fyn og i Jylland.

»Jo nemmere, en forbrydelse er at begå, jo nemmere er det at kopiere den. Det kræver jo ikke mange intellektuelle ressourcer eller megen planlægning at slæbe en sten ud på en motorvejsbro,« siger speciallæge i psykiatri Henrik Day Poulsen, der dermed er på linje med professor emeritus i psykologi Jørn Beckmann, der over for Berlingske kalder stenkastene for »en form for kriminalitet der hyppigt kopieres«.

Har du oplevet noget lignende, eller ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

En såkaldt copycat læser artikler og ser TV-udsendelser om andres forbrydelser, og begynder selv at udføre tilsvarende forbrydelser, ofte i håb om selv at tiltrække sig mediernes og politiets opmærksomhed.

»Man ved, at der findes en type personer, der bliver tiltrukket af det drama, der genereres af medierne. Det er endda sket, at nogle af disse personer kommer til at afsløre sig selv, når de måske henvender sig til politiet for at »deltage« i efterforskningen, og kommer med oplysninger, der rejser mistanke,« siger Henrik Day Poulsen.

Torsdag blev soltaget på en bil knust af sten fra en motorvejsbro over Hillerødmotorvejen, og samme dag blev to andre bilister ramt på Sydmotorvejen ved Køge. Tidligere på ugen, natten til mandag, blev en vagt fra Vejdirektoratet ramt af sten på den nye Silkeborgmotorvej. Alle episoderne fulgte tragedien søndag nat, hvor en tysk kvinde blev dræbt og hendes mand såret, da nogen kastede en tung betonflise ud fra en motorvejsbro ved Odense.

Forvrænget syn på andres liv

Endnu er ingen blev pågrebet, og derfor er alle formodninger om gerningsmændenes profiler indtil videre rene hypoteser, understreger Henrik Day Poulsen:

»Men det synes at være en, der elsker risikoen og spændingen ved gerningen, og som samtidig er så følelsesmæssigt afstumpet, at vedkommende sætter sig ud over eller bagatelliserer det faktum, at en andet menneske meget nemt kan blive slået ihjel.«

Både Henrik Day Poulsen og Jørn Beckmann mener, at der kan være tale om personer, der har haft meget løse rammer under opvæksten. Hvor forældrene af forskellige grunde har haft svært ved at anvise, hvordan man opfører sig og har respekt for andre mennesker.

»Hvis far og mor aldrig har været der, enten i fysisk forstand eller i psykologisk henseende, kan det sagtens føre til, at man får det her forvrængede syn på andres liv. Her skal man bare være opmærksom på, at fraværende forældre ikke udelukkende findes blandt misbrugere, dårligt integrerede indvandrere og tatoverede brian’er. De findes også socialgruppe 1, hvor der jo er forældre, der altid er på rejse og overlader børnene til aupairpiger. Manglende rammer og opdragelse finder du også i de højeste sociale lag, og derfor skal man ikke bare lede efter gerningsmændene i Tingbjerg eller på Nørrebro,« siger Henrik Day Poulsen.

Man kan heller ikke endegyldigt sige, hvorvidt det drejer sig om personer der nærer vrede mod samfundet, siger han.

»Det kan det dog sagtens være. Det er jo typisk profilen på selvmordsterroristen, der siger fuck til hele det omgivende samfund, men motivationen kan også være ønsket om at opleve drama og spænding – eller begge faktorer kan spille en rolle,« siger Henrik Day Poulsen.