Politikredse har fået flere anmeldelser om droneaktivitet end vanligt de seneste par dage.

Politiet opfordrer borgere, der ringer ind og anmelder droneaktivitet, til at dokumentere det med enten video eller billede.

Det siger vagtchef ved Københavns Politi Jesper Frandsen, der understreger, at politikredsen de seneste dage har modtaget en del flere anmeldelser om droner end vanligt.

- Det kan være et rigtig godt virkemiddel for os til at prøve at kvalificere, om der rent faktisk er tale om en drone eller ej, siger han.

I mørket kan det være svært for almindelige borgere at vurdere, om der er tale om en drone, lyder det.

- Det kan være sindssygt svært at vide, om man ser en skorsten med et lys, der blinker, eller et fly under indflyvning til Københavns Lufthavn, siger han.

Derfor bruger politiet meget tid på at stille borgere spørgsmål, når de ringer ind med anmeldelser om droner, for at finde ud af, om der er tale om en reel drone.

- Vi tager dronesituationen med den allerstørste alvor de her dage, så derfor er vi omhyggelige med alle anmeldelser, siger han.

Hos Københavns Vestegns Politi får man også flere anmeldelser om droner end normalt.

Vagtchef Lars Guldborg siger, at politiet inden for en time torsdag aften havde modtaget ti anmeldelser om droner. Ingen af dem har politiet kunnet bekræfte.

Han understreger, at hver enkel anmeldelse bliver vurderet. Politiet har blandt andet krydstjekket med anmeldelser om droner og flyovervågningen Flightradar.

- Her kan vi se, at nogle af de observationer, som anmelderne gør sig, hænger sammen med de fly, der kommer ind, siger han og påpeger, at dybdeperspektiv kan være rigtig svært, når det er mørkt.

Jesper Frandsen fra Københavns Politi siger, at hvis politiet vurderer, at der er den mindste flig af sandsynlighed i en anmeldelse, sender politiet en patrulje afsted.

Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer også borgere til, at man dokumenterer droneaktivitet.

- Undlad at zoome ind, så man kan placere dronen i landskabet eller området. Film gerne lange sekvenser, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Derudover skriver styrelsen en række spørgsmål, som politiet vil spørge ind til, hvis man ringer 114.

Det gælder blandt andet spørgsmål til størrelsen på dronen, om den har vinger eller rotorer, om der er lys og i hvilke farver, kendetegn og hvordan dronen fløj.

/ritzau/