____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt er ikke tilfreds med de meldinger, som ledelsen på Aarhus Universitetshospital i Skejby er kommet med, efter en 67-årig mand 2. juledag trådte ud i et dybt byggehul og døde, da han forlod hospitalet via en branddør.

- Jeg synes man løber fra sit ansvar, når ledelsen til at starte med bare kalder det et hændeligt uheld, der skyldes, at patienten forvildede sig ud af døren. Det er da ikke et hændeligt uheld, hvis ledelsen ikke har taget de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, som kunne have forhindret denne mands død, siger hun efter, at den afdødes enke stod frem i BT og kritiserede hospitalets manglende sikkerhed og fortalt, hvordan hospitalspersonalet selv bruger branddøren med direkte adgang til den nærliggende byggeplads som rygerum.



- Når sygehusene lukker helt ned for rygning, så ser vi jo, at folk bliver mere og mere fantasifulde med, hvor de går hen og ryger. Men der skal altså være styr på sikkerheden, og det er der tilsyneladende ikke her, siger sundhedsordføreren, der nu drager sundhedsminister Astrid Krag ind i sagen. 

- Jeg vil nu kræve en redegørelse fra ministeren for, at vi kan få svar på, hvordan det her kunne ske, og så må ministeren på baggrund af det få placeret et ansvar, så det ikke sker igen, siger hun. 

BT kunne i går fortælle, at der gik mere end to timer fra man opdagede, at den 67-årige hjertepatient var forsvundet, før man alarmerede politiet. 

Claus Thomsen, der er cheflæge for hospitalet, siger at man ’beklager ulykken rigtig meget’ men ønsker hverken at svare på, hvorfor der gik to timer før man alarmerede politiet eller hvorfor man har rygerum ved byggepladsen, idet hændelsen stadig undersøges.

Fakta om sagen

04:30 - Hospitalet ringer til Per Hs kone og siger, at man leder efter Per  

06:39 - Østjyllands Politi modtager anmeldelse om, at Per er forsvundet, og sætter straks en eftersøgning i gang.  

08:15 - Hospitalet oplyser Pers kone, at hjerteudstyret stadig registrerer, at Per har en puls, men at han fortsat savnes.  

13:55 - Efter en større eftersøgning melder politiets hundeenhed, at man har fundet Per ’livløs og formodet død.’ Obduktionen viser senere, at Per H. døde af kulde.