Der har været en større udrykning gennem Aalborg søndag morgen, efter en mand er blevet stukket ned.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Knivoverfaldet er sket på Vesterbrogade i Nørresundby klokken 07.29 søndag morgen – i den forurettedes eget hjem.

Ofret, en 31-årig mand, er blevet fragtet til hospitalet og er i kritisk tilstand, oplyser politiet.

Den formodede gerningsmand, en 28-årig mand, flygtede fra stedet til fods, men blev kort tid senere anholdt af politiet. Anholdelsen skete omkring ti minutter efter overfaldet, skriver den nordjyske avis.

Politiet kan hverken be- eller afkræfte, hvorvidt de to mænd har en relation til hinanden.

Som følge af overfaldet er et større område på Vesterbrogade blevet afspærret, hvor politiet er mødt talstærkt op for at efterforske sagen.

Klokken 10 søndag formiddag er de fortsat til stede, hvor de leder med hunde.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Nordjyllands Politi. Det har indtil videre ikke været muligt.