Henrik Hjorth har efter ti år som hærdet kriminel erkendt, at lovbrud ikke betaler sig i længden. »Uanset hvad jeg har lavet i det kriminelle spil, så har jeg tabt. Game over – hver gang,« siger han.
Han ligner stadig lidt af en kriminel. De brede skuldre, tatoveringerne og den karakteristiske hård fyr-frisure, som på Sjællands østkyst er bedst kendt som »amagerkoteletten«. Henrik Hjorth kører med et bredt smil hånden gennem det korte hår.
»Når det får en vis længde her, synes jeg, det ser dumt ud, og så klipper jeg det. Det er måske lidt en attitude-ting, hvor man ser lidt barsk ud, men efterhånden er det bare blevet en vane,« siger Henrik Hjorth i den lejede lejlighed på Amager, hvor han bor med sin kæreste.
Han har levet ti af sine 28 år som kriminel og siddet i fængsel i sammenlagt fem et halvt år. Henrik Hjorths synderegister tæller alt fra vold, organiseret indbrudstyveri, biltyveri og anden berigelseskriminalitet til underslæb, bedrageri og ulovlig tvang.
»Og så har jeg domme for euforiserende stoffer, altså salg af kokain,« siger han.
Men det er fortid nu. Pletter på straffeattesten fra dengang, han kunne tjene 50.000 kroner i kontanter på en nat med et veltilrettelagt tyveri, hans specialitet som forbryder. Eller ved at sælge et parti hård narkotika i Københavns natteliv.
Henrik Hjorths beskrivelse af livet som vaneforbryder flugter med konklusionerne i en Europol-rapport. Her estimerer den fælleseuropæiske politimyndighed, at kriminelle netværk i Europa slipper af sted med omkring 98 procent af de ulovlige indtægter. Med andre ord betaler det sig tilsyneladende ganske godt at være kriminel.
Gevinsten og de hurtige penge ryger, så snart man ender bag tremmer, siger den i dag tidligere kriminelle Henrik Hjorth: »Hver gang man ryger ind, sætter man livet på pause, og man oparbejder en kæmpestor gæld. Følelseslivet bliver måske sat på standby, men det liv, du har levet, fortsætter, indtil alle regninger har gennemgået tre rykkere, og du ryger i RKI. På det tidspunkt er noget af din gæld fordoblet, og andet er stukket helt af. Og så var der lige det der banklån ...«
Følelserne, familien og livet blev belastet
Henrik Hjorth siger det ikke for at få medlidenhed, men for at forklare, hvorfor det for flere tidligere indsatte er en nemmere løsning at begå ny kriminalitet end at indlede et liv som lovlydig bagud på point.
»Jeg fandt ud af, at det ikke kunne betale sig. Det er noget, man selv skal regne ud, før man rigtigt forstår det. Det er lidt, som når du skal have sex første gang. Det kan godt være, du har en forestilling om, hvad man gør, men du aner det ikke,« siger den 28-årige mand og fortæller, at det gik op for ham, da han indså, at han kun kunne tabe i det kriminelle spil.
»Mine følelser, min familie og mit liv blev for belastet. Jeg har mistet lejligheder, kærester, biler og kørekort. Uanset hvad jeg har lavet i det spil, så har jeg tabt. Game over, hver gang. Op igen, få en straf, forfra, level ét. Lige så snart, jeg kommer op, er det game over. Jeg har aldrig gennemført noget som helst i det spil, for der er intet, du kan gennemføre. Der er intet mål,« siger Henrik Hjorth og peger samtidig på, at goderne ved at være lovlydig taler for sig selv.
»I dag kan tingene betale sig for mig, fordi jeg får noget ud af det på længere sigt. Jeg kan planlægge og tilrettelægge min hverdag. Jeg kan få personlig succes og få personlig udvikling. Jeg kan beholde den pige, jeg vælger at blive kærester med, uden at skulle være mistroisk over, om hun ligger og knalder med en af mine kammerater,« siger Henrik Hjorth og fortæller om den brogede kultur, der følger med det kriminelle liv.
»I jeres verden sker det måske en gang for hvert 50. par, at nogen ikke kan finde ud af det. Når du sidder i fængsel, er det dagligdag, at man møder én på gårdtur, som lige har fået at vide, at hans kæreste har været ham utro. Og hvor fedt er det liv lige? Og hvor gode venner er man så lige?« spørger Henrik Hjort.
I dag er han murerarbejdsmand, almindelig lønmodtager, og han betaler af på sin gæld til staten med en afdragsordning hos Skat. På sigt er planen at blive udlært VVS- og energimontør. Og måske en dag starte en konsulentforretning og bruge sin viden fra den kriminelle underverden til faktisk at forhindre indbrud. I mellemtiden arbejder han med at aflægge sig de sidste vaner fra sit tidligere liv:
»Det har været svært, men det skal livet nok også være. Ellers er det pissekedeligt.«
Kunne du i princippet ikke lige så godt have valgt at blive endnu mere kriminel?
»Jo, det kunne jeg. Men der er det med den kalkulerede risiko for at blive taget og igen ryge ind. Og jo højere man træder op ad rangstigen, jo hårdere og grovere og mere umoralsk er du nødt til at blive. Man er nødt til at være pissehamrende ligeglad, og det har jeg ikke været. Eller jo, mens jeg var i det, var jeg fuldstændig ligeglad, men man stopper ved et punkt. Jeg havde ikke lyst til at blive ved,« siger Henrik Hjorth.
Tænker du over de ofre, din egen kriminalitet har haft?
»Selvfølgelig tænker jeg på, at der er nogle mennesker, som er blevet kede af det, og jeg tænker også på, at der er nogle mennesker, som er blevet skræmt og finder det dybt ubehageligt, at fremmede har været inde i deres hjem. Jeg ville da også ønske, at de alle sammen kunne modtage en undskyldning på en eller anden måde. Og jeg ville ønske, jeg aldrig havde været nødt til at lave den kriminalitet, jeg lavede. Men det var altid med et formål, og det var penge. Jeg har brugt mange penge, og så har jeg skyldt penge, for så har jeg været i fængsel, og så har der manglet nogle varer, og så skal der skaffes nogle penge. Hele klichémøllen,« siger Henrik Hjorth.
